Test din promille med ny alkometer-app

Rådet for Sikker Trafik har lanceret ny alkometer-applikation til din smartphone, så du kan teste din promille på en sjov måde. Alkometeret er en humoristisk tilgang til at bryde isen, hvis din nærmeste har drukket lidt for meget til at kunne køre bil.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er det stadig for få, som tør gribe ind og stille spørgsmålet: Har du ikke fået for meget til at kunne tage bilen hjem? En ny alkometer-app skal hjælpe med at bryde isen. (Foto: Colourbox)Ifølge Rådet for Sikker Trafik er det stadig for få, som tør gribe ind og stille spørgsmålet: Har du ikke fået for meget til at kunne tage bilen hjem? En ny alkometer-app skal hjælpe med at bryde isen. (Foto: Colourbox)

Den holder ikke i retten, men den nye alkometer-app fra Rådet for Sikker Trafik er både morsom og ment som en humoristisk tilgang til at bryde isen, hvis du sidder i et selskab og mener, at sidemanden har fået for meget alkohol indenbords til at kunne køre hjem.

Mange danskere er nemlig ikke gode til at spørge ind til, hvis en person i et selskab har fået så meget alkohol, at han eller hun bør lade bilen stå og tage en taxa eller bus hjem i seng.

Men det vil Rådet for Sikker Trafik gøre op med med den nye app. Alkohol er nemlig skyld i hver fjerde dræbte og hver sjette kvæstede i trafikken. To ud af tre dræbte eller kvæstede er spritbilisterne selv.

Bland dig og sig stop

Rådet for Sikker Trafik har lavet en undersøgelse, der viser, at flere lægger mærke til og griber ind, hvis folk kører i alkoholpåvirket tilstand.

Men ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik er det stadig for få, som tør gribe ind og stille spørgsmålet: Har du ikke fået for meget til at kunne tage bilen hjem?

- 8 ud af 10 spritbilister har siddet sammen med andre og drukket, inden de kørte, så der er nok folk, som kunne have forhindret bilisten i at køre, fortæller Michelle Laviolet projektleder på kampagen 'Hvem kører hjem'.

- Så derfor er alkometer-app'en en sjov måde at komme ind på emnet på og konfrontere en person.

4 om promillekørsel


  • Promillegrænsen i Danmark er 0,5. Men man kan godt blive dømt for spritkørsel, selvom man har en promille under 0,5. Det sker, hvis politiet vurderer, at man ikke kører på betryggende vis.

  • En dom for spritkørsel kan få alvorlige konsekvenser. Kører man spritkørsel flere gange eller bliver man taget med høj promille, bliver kørekortet frakendt i mindst tre år, og man får en fængselsstraf.

  • Det bedste er at planlægge sig ud af problemerne. Aftal på forhånd hvem der kører hjem eller lad bilen stå derhjemme.

  • Hvis man ser nogen, der vil køre, selv om de har drukket for meget, er det vigtigt at gribe ind. Man kan for eksempel spørge, om personen er sikker på, at han kan køre, man kan tilbyde at ringe efter en taxi eller spørge, om han vil overnatte.


Kilde: Rådet for Sikker Trafik