Gløgg kan sagtens være uden alkohol
Julefest:
Fire ud af 10 ville fravælge alkohol eller drikke mindre, hvis der blev serveret spændende alkoholfri drikke til julearrangementer, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
Server en alkoholfri gløgg til julefesten - så kan gæster, der skal køre hjem, også nyde et glas gløgg. (Foto: Colourbox) Julefrokoster, juletræsfester og juleafslutninger. Der er masser af anledning til at skåle julen ind med en promille eller to.
Og selvom pebernødder og juleslik smager dejligt, så er det de våde varer, som ofte kan være svære at takke nej til, selvom man skal køre hjem.
I en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden vil 37 % vælge alkohol helt fra eller drikke mindre, hvis der blev serveret spændende eller indbydende ikke-alkoholiske drikke til julearrangementer.
Et alternativ til lunken danskvand
Derfor har Rådet for Sikker Trafik sammen med Dansk Bartender Laug udviklet en alkoholfri gløgg, så også de kørende gæster kan hygge sig og være med i fællesskabet.
- Det er ikke sjovt at sidde og spytte i en lunken danskvand som den eneste, siger Michelle Lykke Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
- Server et spændende alkoholfri alternativ til de kørende gæster, så alle er med i festen. Det kan vi se i vores undersøgelse, at folk efterspørger.
Hver fjerde dør i en spritulykke
Alkohol er stadig en af de største dræbere i trafikken.
Hver fjerde dræbte i trafikken dør i en spritulykke (hvor én eller flere trafikanter er påvirkede af alkohol). Derfor er der god mening i at servere alkoholfri alternativer til de kørende gæster til årets julearrangementer, skriver Rådet for Sikker trafik.
Og vil man ikke undvære alkohol, så gælder det om at arrangere hjemtransport.
- Vi anbefaler, at man i starten af julefesten aftaler, hvem der kører hjem. Alternativt kan man på forhånd arrangere at blive hentet eller at overnatte ude, så man ikke ender med at skulle køre hjem med for høj en promille i blodet, siger Michelle Lykke Laviolette.