3F åbner for forhandling om dagpenge
3F er parat til at diskutere fleksible dagpenge med en ny regering. Det vigtigste er at redde de mange tusinde, der står til at miste dagpengene næste år, mener 3F's a-kasse. Også Arbejdsmarkedskommissionen anbefaler fleksible dagpenge.
Skal dagpengeperioden være længere, når fyresedlerne sidder løst, og der er mangel på job? Og kortere, når ledigheden er lav, og der er mange ledige job? 3FA åbner for forhandlinger om dagpengesystemet (Arkiv) Med en historisk set kort dansk dagpengeperiode er 3F's a-kasse nu parat til at diskutere en ny dagpenge-model med en ny regering. En model, der er bestemt af, om der er op- eller nedgang på arbejdsmarkedet og i økonomien.
Princippet er, at når ledigheden er meget lav, og der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft, er dagpengesystemet mindre generøst. Men når der er mange ledige og kun få ledige job, skal systemet være mere gavmildt. Det kan for eksempel betyde, at man kan få dagpenge i længere tid. Et såkaldt konjunkturbestemt dagpengesystem.
Fornuftigt at regulere
- Det er fornuftigt at regulere systemet efter nedgangs- og opgangstider. Til næste sommer står vi i 3FA med tusinder af medlemmer, der vil miste deres dagpengeret, hvis der ikke sker noget. Sammen med en ny regering skal vi finde en løsning, der kan redde de mennesker, siger forretningsfører for 3F's a-kasse Morten Kaspersen.
- Det kan være et konjunkturbestemt system. Det kan også være et andet. Bare man giver folk en ordentlig behandling, og hjælp når de har brug for det, pointerer han.
Afvejning af hensigter
Professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet har forsket i konjunkturafhængige dagpenge. Men hvorfor er det bedre end en fast dagpengeperiode?
- Grundlæggende vil man have en forsikring, så folk kan fastholde en indkomst, når de bliver ledige. På den anden side skal der stadig være incitamenter til at komme i beskæftigelse, forklarer Michael Svarer-
- Effekterne varierer med konjunkturerne. Incitaments-effekten er ikke så stor i en lavkonjunktur. Groft sagt bestemmer de ledige ikke selv, om de kommer i arbejde, fordi virksomhederne ikke ansætter folk. Så da er den negative effekt af en lang dagpengeperiode ikke så stor. Udfordringen er at designe et system, der bedst muligt afvejer de to hensigter, mener han.