En hund fra Preben er et lys for blinde

Mit: Job I 31 år har 58-årige Preben Christensen været førerhundeinstruktør - de sidste seks år på fuld tid hos Dansk Blindesamfund.

Preben Christensen træner altid to førerhund ad gangen. ((Foto: Preben Christensen))Preben Christensen træner altid to førerhund ad gangen. ((Foto: Preben Christensen))

Jeg har nok oplært - eller "lavet", som vi siger - 150 førerhunde gennem min tid, og jeg har fået mange fantastiske breve eller mails om, hvor stor gavn hunden gør.

For eksempel fik jeg en mail fra en synshandicappet kvinde fra Århus. Hun havde siddet inden døre i syv måneder, fordi hun ikke havde modet til at gå ud på grund af mange ombygninger og vejarbejde i byen. Nu render hun byen rundt med sin førerhund. Det er fantastisk.

Mange mennesker får en ny mulighed for at få et bedre liv, når de får en førerhund.

Der er ingen hvidbog for, hvordan man "laver" en førerhund.

Der er 24 kommandoer, som hunden skal kunne, og når den kan dem, er den klar til brug. Det tager fem-seks måneder at oplære en førerhund. Hunden bor hos mig, og jeg arbejder med den hver dag på forskellige steder og i forskellige byer. Vi træner så det er så naturligt som muligt. Man skal have interessen og hjertet med, når man skal lave en førerhund - har man ikke det, så glem det.

På et tidspunkt er det ikke sikkert, at Dansk Blindesamfund kan bruge mig mere, men jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 65 år. Under alle omstændigheder vil jeg gerne bruge min tid på at glæde andre mennesker.

Dejligt med unge i huset

Vi har næsten altid unge udvekslingsstudenter fra hele verden boende i huset i weekenden, når de har fri fra Højskolen Vrå.

30. august kommer der en fra Moskva i Rusland, som skal være her indtil jul.

Det er meget spændende at have dem boende, særligt dem fra østlandene. At lære de unge mennesker at kende er dejligt.






Få slipper gennem nåleøjet

Hvert år bliver der lavet cirka 35-40 førerhunde. For at kunne arbejde med førerhunde skal man være i balance med sig selv, gerne have en baggrund inden for dressur, psykologi eller pædagogik og over tid bevise, at man er i stand til at lave en førerhund.

Det er et job præget af lyst frem for penge, man får cirka 30-35.000 kroner for at lave en førerhund + timeløn, når man for eksempel er ude at aflevere hunden.