Blokade mod to Pihl-byggepladser
Fagforening beskylder på ny entreprenørkoncernen E. Pihl & Søn for ikke at have styr på sine underentreprenører.
Malerarbejdet på to store Pihl-byggerier er nu blokeret. Det drejer sig blandt andet om opførelsen af dansk domicil til svenske SEB-bank på Kalvebod Brygge.
(Foto: Harry Nielsen.) Den store danske entreprenørkoncern E. Pihl & Søn A/S er atter kommet i fokus for ikke at have styr på sine underentreprenører.
To af entreprenørkoncernens store københavnske byggepladser er derfor fra mandag morgen omfattet af blokade.
Det drejer sig om en blokade mod Malerfirmaet Brdr. Jacobsen, der er underentreprenør for Pihl på såvel opførelsen af Rambølls nye domicil i Ørestad og svenske SEB-banks nye danske domicil på Kalvebod Brygge.
Malernes Fagforening i Storkøbenhavn har i et brev, sendt pr. fax mandag morgen til Pihls formand og administrerende direktør Søren Langvad, opfordret Pihl til at bortvise malerfirmaet.
Ungarske malere underbetalt
Baggrunden for opfordringen er manglende betaling til 14 ungarske malere på tilsammen 2,4 millioner kroner. Ungarerne har været ansat i firmaet Hmh Aps., der har arbejdet som underentreprenør for Brdr. Jakobsen. Hmh. Aps. er omfattet af tiltrædelsesoverenskomst med Malernes Fagforening, men har ifølge kendelse i Arbejdsretten ikke overholdt overenskomsten.
- Det er dybt, dybt frustrerende og aldeles utilfredsstillende, at en af landets største entreprenører som Pihl ikke har styr på sine underentreprenører, siger Bo Rosschou, formand for fagforeningen.
- Det er ikke første gang, at Pihl har underentreprenører, der ikke overholder dansk overenskomst, og efter hver ny sag lover man bod og bedring og bedre kontrol - men forholdene er tilsyneladende ikke blevet bedre, siger han.
Underentreprenør fyret
Som konsekvens af sagen har Brdr. Jakobsen med omgående virkning fyret Hmh som underentreprenør og selv ansat de ungarske malere for at “få ro til arbejdet”, som direktør Torben Jakobsen udtrykker det.
- Men fagforeningens krav er mig uvedkommende. Det er et forhold mellem fagforeningen og Hmh, men det er for mig at se i øvrigt et beløb, der er frit opfundet, siger han.
Malernes Fagforening vil senere mandag orientere alle faggrupper på de to pladser om situationen.
Pihl har mandag formiddag ikke villet kommentere kravet fra Malernes Fagforening.