Semsettin ville gå sammen med sin søn
Fagbladet.tv: Ønsket om at gå før sin nyfødte dreng holdt Semsettin Cakici i live. Fagbladet 3F har besøgt ham næsten tre år efter, at han styrtede 12 meter ned fra Gentofte Rådhus. Se TV-klip med Semsettin Cakici.
Den 1. januar 2007 ændrede Semsettin Cakicis liv sig for altid. Han var som sædvanlig mødt på job for at rengøre ovenlysloftet på Gentofte Rådhus. Men den dag styrtede han forover, faldt 12 meter ned og landede på det hårde stengulv.
Munden blev fyldt med en blanding af smadrede tænder og blod. Og der var mange brud på arme og ben.
Her knap tre år efter ulykken er Fagbladet 3F taget på besøg hos nu 53-årige Semsettin for at høre, hvordan det går.
Han tager imod i sit røde murstenshus lidt uden for Næstved. Her bor han sammen med sin kone Neriman og deres to sønner Nolkan på seks og Serkan på to.
Semsettin hælder kaffe op.
- Sidste år kunne jeg ikke løfte en kaffekande. Det kan jeg nu. Jeg bliver meget glad, hver gang jeg kan lidt mere, siger han.
Semsettin tænker tilbage på de første tanker, der fløj gennem hans hoved, da han ramte stengulvet.
- Jeg ville bare dø, husker han.
Men det ændrede sig, da Neriman kom på besøg. Hun var nemlig højgravid med Serkan.
- Da jeg så min kones tykke mave, ville jeg ikke dø mere.
Og her satte Semsettin sig et mål.
- Jeg ville gå sammen med min søn.
Smed krykkerne
Det var startskuddet til et års lang kamp. Semsettin gik til genoptræning og var på hyppige besøg hos lægerne.
Og det lykkedes faktisk næsten for ham at nå sit mål: Da Serkan var 14 måneder, tog han sit første skridt - én måned senere kunne Semsettin også gå med hjælp fra et par krykker.
- Jeg var lykkelig, siger Semsettin og afbryder sig selv. Tårerne er nemlig begyndt at kigge frem i øjenkrogene.
Næste store milepæl blev nået, da han smed krykkerne. Det var i sommeren 2008, hvor familien var rejst tilbage til Tyrkiet på ferie.
- Den lille ville gerne lege, og det er svært at gå på stranden med krykker. Så siger jeg til min kone, at nu vil jeg ikke gå med krykker længere. Jeg rejser mig, vakler lidt, og så går jeg. Siden den dag har jeg klaret mig uden krykker.
Vi er gået ud i haven, hvor hans drenge løber rundt og spiller fodbold mellem æbletræerne. Iført sine specialbyggede Sahva-sko tjatter Semsettin selv lidt til bolden.
- Jeg kan sparke, men ikke løbe. Og om aftenen hæver min venstre fod helt op, for jeg har ikke noget at støtte på. Men jeg har lært at leve med smerten.
Læs hele artiklen i Fagbladet nummer 15.
YouTube link
YouTube link