Haarder-analyse viser stort AMU-underskud

Ny og længe ventet undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser, at AMU's underskud er vokset til 78 millioner kroner.

Nu har Haarder ikke flere undskyldninger for at lade AMU skrante videre, mener 3F på baggrund af ny undersøgelse, der viser stort underskud i AMU's budget for 2006.

 (Arkivfoto.)Nu har Haarder ikke flere undskyldninger for at lade AMU skrante videre, mener 3F på baggrund af ny undersøgelse, der viser stort underskud i AMU's budget for 2006. (Arkivfoto.)

Undervisningsministeriet har netop offentliggjort en længe ventet analyse af økonomien på AMU-området, og den viser, at AMU's underskud er vokset fra 67 millioner kroner i 2004 til 78 millioner kroner i 2006.

- Det er ganske simpelt rystende læsning, og der er ikke længere nogen undskyldning for ikke at sætte taksterne op og rette op på AMU's økonomi, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.

Haarder var advaret

Han pointerer, at 3F godt var klar over, at der var stort underskud i 2004, for det har tidligere undersøgelser påvist.

- Men vi har hele tiden frygtet, at underskuddet ville vokse. Derfor har vi gentagne gange opfordret regeringen til at sætte taksterne op, så skolerne ikke har underskud på at uddanne 3F's medlemmer. Nu kommer så dokumentationen, og den sætter en tyk streg under, at det er lige nu, der skal handles, siger Per Christensen.

Skolernes problem er, at taksterne - statens tilskud - til at køre AMU-kurser er skåret så meget ned, at det ikke længere dækker skolernes omkostninger ved at køre en række af AMU-kurserne, som så giver underskud.

Rammer 3F's medlemmer

- Vi har det seneste år været vidne til, at AMU-Centre og erhvervsskoler har været nødt til at fyre lærere på grund af den dårlige økonomi. Det går ud over uddannelsesmulighederne for vores medlemmer. Det er urimeligt i en tid, hvor alle taler om, hvor vigtigt det er, at alle ajourfører kvalifikationerne, siger han.

Det fremgår af regeringens finanslovsforslag, at regeringen vil drøfte problemstillingen i de kommende trepartsdrøftelser om voksen- og efteruddannelse.

- Det tager vi som en erkendelse af, at der skal gøres noget ved problemet. Vi vil da godt drøfte det, men det står helt klart for os, at taksterne skal sættes op. Det behøver vi for så vidt ikke lang tid for at drøfte, siger Per Christensen.

Klø for forsinkelse

Bertel Haarder har tidligere fået hård kritik, fordi analysen er meget forsinket. Analysen er central, fordi den skal danne basis for en genopretning af AMU-økonomien, og jo længere den lod vente på sig, jo mere gik det ud over skoler og kursister.

Bertel Haarder lovede i februar i Folketinget, at analysen ville være klar midt i maj, men endte altså med sidst i august. Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse, hvis opgave det er at rådgive ministeren, skal nu behandle analysen.