Tid til mænds ligestilling
Mænd er generelt belastet af alt for mange dårligdomme i forhold til kvinder. Tiden er kommet til at give mænds ligestilling mere opmærksomhed, sagde Jane Korczak i sin 1. maj-tale
- Ligestilling handler også om at ændre på de uhensigtsmæssige opfattelser af, hvad der opfattes som mandigt og som kvindeligt. Tiden er inde til at give mændenes frigørelse mere opmærksomhed. For vore alles skyld, sagde Jane Korczak. Mændene er overrepræsenteret i toppen, og dét skal der fortsat gøres noget ved.
Men de er i den grad også overrepræsenteret i bunden: I fængslerne, blandt fartforbryderne, voldsmændene, ludomanerne, prostitutionskunderne og blandt dem, der dør for tidligt af stress og dårligt helbred.
Den skævvridning til skade for hele samfundet var omdrejningspunktet for 1.maj-talen hos 3F's kvindelige næstformand, Jane Korczak.
- Manderollen har det ikke helt godt. Der er noget galt, når kriminalitetsstatistikken er så kønsskæv. Der er en uretfærdighed, vi skal tage os mere af, sagde 3F- næstformanden, der var på talerstolen tre steder 1. maj, blandt andet på Smålandshavet i Sydsjælland.
- Vi ser mænd, der ikke lytter til deres krops faresignaler og bliver ved med at gå på arbejde uden at søge hjælp. Vi ser mænd, der efteruddanner sig mindre og bliver mindre omstillingsparate. Vi ser fem gange så mange mænd som kvinder, der bliver ludomaner og ødelægger deres arbejdsliv og familieliv, sagde Jane Korczak.
- Vi lever i et samfund, der definerer maskulinitet som risikovillighed og søgen efter spænding. En rigtig mand tror, han må lægge afstand til det kvindelige, og det kvindelige betragtes som omsorg og sundhed, sagde 3F-næstformanden og lagde ikke skjul på, at årets begivenhed var den forhandlede øremærkning af barsel til mænd.
- Man kan forestille sig, at den øremærkede barsel til fædre vil ændre maskuliniteten og gøre den mere omsorgsfuld. Måske kan den et stykke ud i fremtiden betyde, at mænd og kvinders levealder nærmer sig hinanden, sagde Jane Korczak og fremhævede, at næste skridt nu er at give mænd lige så meget øremærket barsel, som kvinderne har.
- Ligestilling handler også om at ændre på de uhensigtsmæssige opfattelser af, hvad der opfattes som mandigt og som kvindeligt. Tiden er inde til at give mændenes frigørelse mere opmærksomhed. For vore alles skyld, sagde Jane Korczak.