3F på talerstolene 1. maj
3F kom i fokus, da medlemerne i går sagde markant nej til overenskomstforliget trods klare anbefalinger fra forbundet. I dag handler det om at komme videre.
Det markante nej fra 3F's medlemmer til overenskomsterne var hovedemne, da mange af 3F's topfolk gik på talerstolene 1. maj. Overenskomsterne blev vedtaget via store ja i de andre forbund, men 3F går nu i gang med ransage stemningen hos medlemmerne. Men også de klassiske temaer som international solidaritet, fagbevægelsens rolle og ligestilling var i fokus.
Steen Andersen, næstformand i 3F, sagde bl.a.:
I forhold til overenskomstfornyelsen 2007, så har I formentlig alle hørt resultatet af urafstemningen, der blev offentliggjort sent mandag. Det blev et JA for overenskomstfornyelsen.
Men set isoleret i forhold til 3F, så fik vi et markant NEJ. Næsten 63 procent af de afgivne stemmer fra 3F var et NEJ.
Jeg tager selvfølgelig medlemmernes afgørelse til efterretning. Jeg mener fortsat, at overenskomstresultatet isoleret set er det bedste i mange år, og det lange og meget besværlige forhandlingsforløb har med al tydelighed demonstreret, at en overenskomstforhandling langt fra er et tag-selv-bord.
Vi har igennem hele forløbet fulgt medlemmernes holdninger til de resultater, der er forhandlet hjem, og det har vist sig, at lønnen har været det helt centrale spørgsmål og fuldstændig overskygget de øvrige forbedringer, vi i øvrigt har opnået.
Der har været en klar forventning om, at der kunne indgås nye overenskomster med endnu mere i direkte lønstigninger, end resultatet gav. Vores medlemmer oplever, at de står først i køen, når der skal uddeles fyresedler, men sidst i køen når der skal mere i lønningsposen. Derfor ser jeg også afstemningsresultatet som en reaktion på, at medlemmerne ønsker en mere retfærdig fordeling af goderne.
Internt i 3F vil vi også analysere afstemningsresultatet. Jeg har bemærket, at 3F'erne i stort tal har sagt "nej" på virksomheder, hvor andre faggrupper markant har sagt "ja". Det giver naturligvis stof til eftertanke, og jeg tror, at vi i fremtiden må blive endnu bedre til at drøfte overenskomstkravene og forhandlingsforløbet med vores medlemmer.
Jane Korczak, 3F’s næstformand:
Mændene er overrepræsenteret i toppen, og dét skal der fortsat gøres noget ved.
Men de er i den grad også overrepræsenteret i bunden: I fængslerne, blandt fartforbryderne, voldsmændene, ludomanerne, prostitutionskunderne og blandt dem, der dør for tidligt af stress og dårligt helbred.
Den skævvridning til skade for hele samfundet var omdrejningspunktet for 1.maj-talen hos 3F’s kvindelige næstformand, Jane Korczak.
- Manderollen har det ikke helt godt. Der er noget galt, når kriminalitetsstatistikken er så kønsskæv. Der er en uretfærdighed, vi skal tage os mere af, sagde 3F- næstformanden, der var på talerstolen tre steder 1. maj, blandt andet på Smålandshavet i Sydsjælland.
Læs mere: Tiden er inde til at give mændenes frigørelse mere opmærksomhed.
Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe, 3F:
Fællesskabet og de kollektive løsninger vil også i fremtiden være kernen i den måde vi arbejder på. Men som en moderne fagbevægelse er vi naturligvis også nød til at se på, hvilke krav det er, vores medlemmer stiller i dag.
Her er der ingen tvivl om, at vi i fagbevægelsen i højere grad skal have fokus på den individuelle service og kontakten til det enkelte medlem. På mange måder er det en tilbagevenden til gamle dage, hvor tillidsfolk og afdelingens folk jævnligt talte med medlemmerne og kunne yde hurtig hjælp, hvis der var brug for det.
Per Christensen, forbundssekretær i 3F:
Hvis vi kigger ud i verden, er der stadig alt for mange steder i verden, hvor faglige rettigheder er et fremmedord. Ikke alene bliver de grundlæggende lønmodtagerrettigheder ikke respekteret. Folk dør faktisk i kampen for at danne frie og uafhængige fagforeninger.
Dette står i skarp kontrast til Danmark, hvor vi danskere tager forsamlings- og ytringsfriheden som noget af det mest selvfølgelige i verden.
Det bør vi huske på 1. maj.
John Larsen. fomand for 3F Byggegruppen:
1. maj også er treårsdagen for EU-udvidelsen og dermed østarbejdernes adgang til det danske arbejdsmarked.
John Larsen slog fast, at polakkerne især men også andre af de nye EU-borgere er kommet til Danmark for at blive og at det ikke alene er bestemt af højkonjunkturen.
- Fagbevægelsen har indstillet sig på den nye situation. I BAT-kartellet har vi ansat fem polsktalende faglige medarbejdere, der skal supplere den indsats, der allerede bliver gjort ude i vores afdelinger. I 3F har vi netop lavet en aftale, som giver afdelingerne mulighed for umiddelbar tolkning til over hundrede forskellige sprog. Vi klæder os på til et arbejdsmarked, der ser anderledes ud i dag end for år tilbage, sagde John Larsen.
Han udtrykte imidlertid skuffelse over myndighedernes indsats og omstilling til de nye tider.
- Ikke mindst politi og anklagemyndigheder har ikke leveret varen. Sager, som vi ser som åbenbare overtrædelser af Østaftalen, bliver henlagt, fordi man opgiver at efterforske, når der skal fremmede landes myndigheder ind over for at skaffe bevismateriale. Det er ikke tilfredsstillende, og det skal gøres bedre i fremtiden, hvor det måske især er Skat og Arbejdstilsynet, der får de vitale myndighedsopgaver.
John Larsen undgik heller ikke urafstemningen om overenskomstresultatet, hvor 3F-medlemmerne – og også Byggegruppens medlemmer – sagde nej.
- Jeg er naturligvis skuffet, fordi jeg mener, vi har leveret en god aftale, som både kan stå alene men som i høj grad kan bruges til at bygge videre på ved lokale lønforhandlinger og som i øvrigt indeholder mange af de elementer, som medlemmerne har efterspurgt. Men medlemmerne har talt, og det må jeg tage til efterretning.
1.maj 2007: Steen Andersen, næstformand i 3F.
1.maj 2007: Steen Andersen, næstformand i 3F.