Mulighed for kønskvotering vraget

3F's afdelinger får ikke lov til at forsøge sig med kønskvotering, når der skal vælges mænd og kvinder til afdelingsbestyrelser og udvalg. Kongressen nedstemte i dag hovedbestyrelsens forslag.

Jane Korczak: - Jeg ved ikke, om det er fordi man i bund og grund har så meget imod ligestilling, at man sagde nej til at afprøve det her, eller om det er fordi sådan et forslag skal have lidt mere sol for at modne. (Foto: Søren Zeuth)Jane Korczak: - Jeg ved ikke, om det er fordi man i bund og grund har så meget imod ligestilling, at man sagde nej til at afprøve det her, eller om det er fordi sådan et forslag skal have lidt mere sol for at modne. (Foto: Søren Zeuth)

Et flertal på 422 stemte nej til hovedbestyrelsens forslag om, at 3F's afdelinger efter eget frie valg kan indføre kønskvotering i bestyrelser og udvalg.

Mindretallet - 369 delegerede - var af den opfattelse, at det var en god ide at eksperimentere med kønskvotering for på den måde at tilgodese kvinder fra tidligere SiD og RBF og øge deres og nye kvindelige medlemmers platform for indflydelse.

Forslaget var tænkt som en frivillig ordning, som ikke skulle afløse aftalen om fair repræsentation, der står til troende frem til 2013. Til gengæld skulle afdelingerne kunne forsøge sig med kønskvotering, hvis de havde lyst, men det gik et flertal altså ikke ind for.
- Nu ved jeg godt, at havde det været i gamle dage, så var jeg blevet sendt ud og vaske min mund med sæbe for at fremsige sådanne frække ord fra kongressens talerstol, lød det fra næstformand Jane Korczak, da hun fremlagde forslaget, som blandt andet blev mødt med dette argument fra forhandlingssekretær Bjarne Mortensen i 3F's Industrigruppe:

- Jeg forstår, at der på arbejdspladser er behov for at rette op på, at kvinder får mindre i løn. Men jeg forstår ikke den her diskussion. Hvad med at vise os mænd lidt ansvar: Tror I ikke, vi forstår at tage hensyn til kvinder, når vi vælger, hvis der er behov for det?

Ivan Hersland, 3F Horsens og Omegn, havde dette nej-indspark:

- Det er spild af kongressen tid - det er et ligegyldigt forslag. Man får aldrig mig til at nedvurdere kvinder ved at stemme for kønskvoteringsforslag, sagde Ivan Hersland.

Ti talere for

Langt flere, nemlig ti, gik på talerstolen og talte for hovedbestyrelsens forslag.

- Forslaget er så godt, at det skal afprøves. Det vil kunne skabe bedre resultater for medlemmerne, og det vil være et stærkt og nødvendigt signal at sende til nye medlemmer. Vi får ikke mange nye kvindelige medlemmer, og det skal der gøres noget ved. Dét her forslag vil både være en fordel for mænd og kvinder, sagde Arne Nielsen fra 3F Aalborg.

- Forslaget betyder, at vi vil få flere aktive kvinder på arbejdspladserne og dermed også på afdelingsplan. Det tager højde for alle kvinder og mænd, uanset hvad der før stod bag på dem - RBF, KAD eller SiD, sagde Ilse Madsen, 3F Mølleåen.

Steen Hansen, 3F Slagelse, istemte:

- Stem for det her forslag, så vi inde i afdelingerne kan få lov at afprøve det. I Slagelse har vi et ligestillingspolitisk udvalg, hvor halvdelen er mænd, og halvdelen kvinder. Vi føler ikke, at vi har noget at være bange for. Så lad være med at være bange, mænd, sagde han.

- Vi slår tit virksomhederne oven i hovedet med, at kvinder gør en forskel på bundlinjen og for arbejdsmiljøet og demokratiet... jeg synes, vi skal vise, at 3F tør gå andre veje, og tør afprøve vilde ideer og vise vejen, selvom vi ikke på forhånd har en facitliste, sagde Jane Korczak.

Facitlisten i dag var, at 422 stemte immod og 369 for. 14 undlod at stemme.

Aftalen om fair repræsentation

Aftalen om fair repræsentation