Spar 24.000 kroner om året

Fagbladet 3F's tilbud om et økonomitjek afslører, at Thomas og Ditte uden besvær kan få 2.000 kroner mere til sig selv hver måned. Sund-økonomi-eksperten Lisbeth Nebelong uddeler røde, gule og grønne smileys.

Ekspert i sund familieøkonomi, Lisbeth Nebelong (tv), har gået budgettet efter: Der er mulighed for at spare 24.000 kroner om året. ((Foto: Niels Åge Skovbo).)Ekspert i sund familieøkonomi, Lisbeth Nebelong (tv), har gået budgettet efter: Der er mulighed for at spare 24.000 kroner om året. ((Foto: Niels Åge Skovbo).)

Hvorfor lægge et budget? Regningerne skal jo betales alligevel, sagde Thomas. Og det kan han jo sådan set have ret i. Men fordi Fagbladet 3F har inviteret eksperten i sund økonomi Lisbeth Nebelong indenfor i deres hjem, så sidder han nu og roder lettere febrilsk i en mappe med papirer, og lyserøde kuverter fra betalingsservice åbnes for første gang. Her er, hvad økonomidoktoren slår ned på:

Dyr telefoni

Familien afleverer 1.400 kroner om måneden til TDC for fastnet, bredbånd og to mobiltelefoner, som de kun bruger i fritiden. - Hold op, det er dyrt. Det må I kunne gøre billigere, siger Lisbeth Nebelong. Et efterfølgende tjek på Telestyrelsens teleguide, viser da også, at Thomas og Ditte kan få præcis det samme cirka 800 kroner billigere i andre selskaber.

Fornuftig rådgivning

Lånene på huset. Der er fordelt på et afdragsfrit realkreditlån og et dyrere boliglån på den sidste del af gælden. - Der har banken rådet jer fornuftigt, for I bruger afdragsfriheden til at betale mere af på det dyre boliglån, lyder det anerkendende. Men ikke alle lånene har samme høje klasse. .

Lån på 10,8 procent i ÅOP

De har nemlig også har et billån på 50.000 kroner, hvor renten er helt oppe at ringe på 10,8 procent i ÅOP (årlige omkostninger i procent), som er det tal, man altid skal se efter, da samtlige renter og gebyrer er regnet med heri. Det er næsten dobbelt så dyrt, som det burde være. - Det skal i have gjort noget ved. Enten ved et billigere lån, eller få det betalt ud af de penge, I vil kunne få, hvis det kan betale sig at lægge lånet om på huset. Det må i have banken til at regne på, siger Lisbeth Nebelong.

Dyr overforsikring

Også forsikringerne er for dyre, mener Lisbeth Nebelong. For eksempel er deres indbo forsikret for 1,2 millioner kroner. Så mange værdier har de slet ikke. Det gør kun forsikringen dyrere, og med 17.000 om året på forsikringer kan der sagtens være flere penge at spare her.

728 kroner på plastikposer

Thomas og Ditte er blevet bedt om at samle boner ind over deres indkøb. Og på to uger har de faktisk sparet 329 kroner på at købe tilbudsvarer, og det er ret godt gået ud af et forbrug på 3.000 kroner. Men så har de brugt i alt 28 kroner på 12 plasticposer. Det svarer til 728 kroner på et år, hvis de fortsætter samme forbrug. Lette penge at spare med lærredsposer hjemmefra eller en foldeud-plastikkasse, hvor varerne kan løftes lige ind og ud af bilen.

24.000 kroner ekstra om året

Opgaven for Thomas og Ditte den kommende tid bliver derfor, at finde en billigere telefonløsning, få tjekket forsikringer og ændret dyrt billån. Ser de samtidig på deres øvrige udgifter i budgettet og bliver endnu mere bevidste om deres indkøb: - Så kan I uden besvær finde 2.000 ekstra kroner om måneden uden at skulle leve af pastaskruer. Sæt dem på en konto i starten af måneden, så er de ude af omløb, lyder rådet fra Lisbeth Nebelong.

Lav dit eget økomitjek

Når først alle papirerne over familiens økonomi er samlet, er det faktisk ikke så svært at lave sit eget økonomitjek, efter disse råd fra Lisbeth Nebelong.' 1) Hvad vil I gerne ha’ råd til? Start med en snak om, hvad det er i gerne vil have flere penge til, både på kort og lang sigt. 2) Hvad kan i? Så skal budgettet lægges med indtægter og udgifter. Et budget giver dig overblikket over, hvad dine penge går til – og hvad du kan eller skal gøre for eksempel, hvis du pludselig bliver arbejdsløs. 3) Hvad mangler i? Med budgettet kan du hurtigt se, hvor det ser lidt dyrt ud, og hvor der måske kan spares. Du kan inddele det i smiley. Ejendomsskatten grøn, for den kan du alligevel ikke gøre noget ved og rød ud for der, hvor den er helt gal. 4) Hvad gør i? Så skal der tages fat, har du sat røde og gule smiley, så tjek op på dem. Ring, snak med banken og brug internettet. Det er en stor hjælp, hvis man vil finde ud af, hvad andre betaler og hvordan det gøres billigere.