Britiske myndigheder dropper sag mod Mærsk
Mærsk bliver alligevel ikke retsforfulgt efter eksplosion, der sårede to arbejdere på Nordsøen. Fagforening raser.
Mærsk slipper for videre tiltale i sag om arbejdsulykke på skibet Maersk Curlew i den britiske del af Nordsøen. Anklagemyndigheden i Storbritannien har droppet en retssag mod olieselskabet Maersk FPSOs for brud på sikkerhedslovgivningen.
Baggrunden for sagen var en gaseksplosion på skibet Maersk Curlew i September 2007 i den britiske del af Nordsøen. To oliearbejdere blev hårdt såret og permanent vansirede som følge af ulykken.
Det britiske arbejdsmiljø konkluderede, at Mærsk havde brudt en række sikkerhedsregler op til ulykken.
Retssagen begyndte den 9. maj i år i Stonehaven i Skotland, men allerede 20. maj besluttede anklagemyndigheden at lægge sagen død, stort set inden den kom i gang.
“Efter en gennemgang af bevismaterialet har anklageren besluttet, at det ikke længere er i offentlighedens interesse at fortsætte retssagen. Der bliver ingen yderligere retsforfølgelse, og sagen er nu lukket,” lyder det i en kortfattet udtalelse fra anklagemyndigheden, som ikke ønsker at uddybe baggrunden for skridtet.
Forbund: skuffende
Oliearbejdernes fagforbund raser over beslutningen:
- Det er ekstremt skuffende, da det kan sætte overliggeren fremover. Vi kan forvente at se flere firmaer bekæmpe retsforfølgelse og dræne anklagemyndighedens knappe ressourcer, siger Jake Molloy formand for oliearbejderne i forbundet RMT.
Han frygter, at olieselskaber fremover kan slippe af sted med grove overtrædelser af sikkerheden.
Mærsk glæder sig derimod over udfaldet:
- Vi har forsvaret denne sag energisk i mere end tre år, og vi er naturligvis meget tilfredse med resultatet Det er også en vigtig oprejsning for vores medarbejdere og underleverandører, siger Philip Gosney til avisen Press and Journal.
De britiske sikkerhedsmyndigheder har igennem flere udtrykt bekymring for sikkerhed en på oliefelterne i Nordsøen og nedslidte anlæg. Mærsk er den koncern, der har overtrådt sikkerhedsreglerne flest gange siden 2006, ifølge arbejdstilsynet, Health and Safety Executive.
Mærsk oplyser dog, at det ulykkesramte skib, Maersk Curlew nu har haft 1300 dage i træk uden ulykker.