Vil bygge landsby til Femern-arbejdere

Én stor skurby på Lolland skal sikre, at også polske og tyske arbejdere lever ordentligt, mens de bygger Femern-tunnellen.

18 kilometer tunnel skal sænkes ned på bunden af Femern Bæltet. Alene fabrikken, der skal støbe de 79 betonelementer, vil give job til 2.000 arbejdere.  (Foto: Femern A/S)18 kilometer tunnel skal sænkes ned på bunden af Femern Bæltet. Alene fabrikken, der skal støbe de 79 betonelementer, vil give job til 2.000 arbejdere. (Foto: Femern A/S)

Lolland skal ikke være fyldt med campingvogne med polske, tyske og danske bygningsarbejdere, når tunnellen under Femern skal bygges.

Byggeriets arbejdsgivere og fagforeninger foreslår Femern A/S at opføre en stor landsby eller camp, som det hedder, for de flere end 3.000 bygningsarbejdere på det historisk store projekt. Hvoraf mange vil være langt hjemmefra.

- Vi ved, at søvn og god kost er afgørende for, at folk kan arbejde sikkert, siger chef for arbejdsmiljø i Dansk Byggeri Mette Møller Nielsen.

Campingvogne

Femern A/S har bedt byggebranchen blive enige om, hvordan der bliver ordentlig sikkerhed og arbejdsmiljø på det store byggeri. Og i den fælles indstilling til den statslige bygherre er en stor camp, hvor alle arbejdere skal bo.

Den store skurby med kantiner, træningslokaler, internet og andre faciliteter skal sikre, at også udenlandske arbejdere får ordentlige forhold at bo og leve under, påpeger både Dansk Byggeri og 3F.

- Ellers går der ragnarok i den. Så ser vi tilfældige campingvogne og 100 mand i en barak, siger Freddy Hansen, konsulent i 3F.

Færre ulykker

Branchen foreslår også, at Femern A/S som bygherre skal føre tilsyn med arbejdsmiljøet på byggeriet. Og de går så langt som til at foreslå, at sælen skal være symbolet i kampagner for at forhindre ulykker og nedslidning.

- På den måde kan vi holde antallet af ulykker nede. Det viser vores erfaringer, siger Freddy Hansen.

Derudover skal uddannelseskort sikre, at både danske og udenlandske arbejdere har de kurser i sikkerhed og maskiner, der skal til.

I løbet af 2012 vil de konsortier af entreprenører, der skal byde på opgaven, blive valgt ud i en prækvalifikation.