Farligere arbejde hos udenlandske firmaer

Danske mestre sparer på sikkerheden, fordi de skal konkurrere med østfirmaer, lyder opråbet fra ansatte i Arbejdstilsynet.

De tilsynsførende oplever, at de danske mestre også begynder at slække på sikkerheden, fordi de bliver presset af de østeuropæiske firmaer. (Foto: Helmer Larsen)De tilsynsførende oplever, at de danske mestre også begynder at slække på sikkerheden, fordi de bliver presset af de østeuropæiske firmaer. (Foto: Helmer Larsen)

Udenlandske firmaer sparer på sikkerheden. Og østarbejdere på byggepladserne i Danmark har større risiko for at komme til skade og blive slidt ned, end danske håndværkere har.

Den advarsel lyder nu fra en række af Arbejdstilsynets tidligere og nuværende tilsynsførende, som Fagbladet 3F har talt med.

- Arbejdsmiljøet hos de udenlandske firmaer er halvt så godt som hos de danske virksomheder, siger Lennart Høy. Indtil dette efterår var han ansat i Arbejdstilsynet og har årligt besøgt 150-200 byggefirmaer.

Et stort problem er, at de udenlandske firmaer har dårligere og farligere stilladser, som østarbejderne risikerer at falde ud over, eller stilladset braser sammen, fortæller han.

Smitter af på danske mestre

De tilsynsførende oplever, at de danske mestre også begynder at slække på sikkerheden, fordi de bliver presset af de østeuropæiske firmaer.

- Vi er bekymrede for, at arbejdsmiljøet på byggepladserne bliver ringere nu, fordi der bliver konkurreret på sikkerheden, siger Flemming Overby, der er tillidsrepræsentant for de tilsynsførende i København.

Alene sidste år steg antallet af ulykker på byggepladserne med 26 procent.

- Mange mestre nævner, at de ikke kan matche tilbud fra udenlandske firmaer, hvis de skal følge lovgivningen om arbejdsmiljø, forklarer Kenneth Emil Holm Petersen, der også er tillidsrepræsentant i Arbejdstilsynet.

"Ren klondyke"

Selvom de østeuropæiske firmaer fik adgang til at arbejde i Danmark efter EU's udvidelse i 2004, har Arbejdstilsynet ikke noget overblik over sikkerheden hos de udenlandske firmaer.

Men både tilsynet og Dansk Byggeri genkender opråbet fra de tilsynsførende.

- Det, du ser hos nogle af de udenlandske firmaer, er ren klondyke, siger Mette Møller Nielsen, chef for arbejdsmiljø hos Dansk Byggeri.

Fagbladet 3F har tidligere afsløret, at østarbejdere oftere mister livet på job i Danmark.

- Vi kan se, at der er flere udenlandske virksomheder, der har dårligere arbejdsmiljø end de danske. Og det betyder, at der også er en større risiko for ulykker og nedslidning, siger Jan Møller Mikkelsen, der er centerchef i Arbejdstilsynet.