Se Danmarks farligste brancher
Håndværkere får ikke fuld løn, når de bliver sendt hjem med en arbejdsskade.
Henrik Frederiksen var betonarbejder (struktør), indtil han faldt ned fra en stige og ødelagde sin ryg, (Foto: Joachim Rode) Mens de højtuddannede sidder i tryghed bag deres skriveborde, lever skraldemænd, murere, chauffører og industriarbejdere livet farligt. Det er nemlig de faglærte og ufaglærte, der oftest bliver ofre for arbejdsulykker. Det viser de seneste tal om fravær fra Danmarks Statistik.
Omregnet svarer tallene til, at alle danskere i gennemsnit vil have seks sygedage på grund af en arbejdsulykke i løbet af 40 år på arbejdsmarkedet.
En chauffør eller murer derimod vil i løbet af 40 år have 15 sygedage efter en ulykke på jobbet.
3F'ernes brancher ligger helt i top, når det handler om, hvem der bliver syge, fordi de har været ude for en ulykke på jobbet, påpeger Kirsten Jørgensen. Hun forsker i arbejdsulykker ved Danmarks Tekniske Universitet.
Det har store konsekvenser. For mange mister kontakt til arbejdsmarkedet:
- Det er jo svært at være byggearbejder, hvis du har fået et knæk i ryggen ellert mister en legemsdel, påpeger Kirsten Jørgensen.
Invalid
Nogle er blot syge et par dage, og så kører livet videre.
- Men andre får så alvorlige skader, at de bliver invalideret, fortæller Kirsten Jørgensen.
Problemet er, at det er blevet sværere at hjælpe byggearbejdere og andre 3F'ere videre til et andet job, hvis deres skade tvinger dem til at stoppe i deres fag.
- Flere og flere kan vi ikke hjælpe videre. Det er svært at få hjælp fra kommunen til omskoling, og det er svært at finde ufaglært arbejde, siger Lene Nielsen, der er socialrådgiver i 3F Bygge, Jord og Miljø i København.
Mister løn
De fleste ulykker rammer byggearbejdere. Men murere og andre håndværkere får ikke fuld løn, når de er syge, som de fleste andre ellers gør.
- Det er et chok for mange, når de finder ud af, at de ikke får fuld løn under sygdom, siger socialrådgiver Lene Nielsen.
Derfor kører hun mange civile retssager for at få mester til at betale den tabte løn. Men det kræver, at 3F's advokater kan bevise, at chefen har et direkte ansvar for ulykken. Og det kan ikke altid lade sig gøre.