Stig Elling har solgt sol og sommer i 35 år

Interview: Hele Danmarks Mr. Sommerferie, Star Tours Stig Elling, solgte sin første rejse for 35 år siden. Han har rejst til eksotiske steder i hele verden, men vender hvert år tilbage til det samme rejsemål.

Hvert år er Stig Elling med til at sende 1,2 millioner danskere på charterferie. Selv foretrækker han Kreta og sommerhuset i Rågeleje. (Foto: Kennet Havgaard)Hvert år er Stig Elling med til at sende 1,2 millioner danskere på charterferie. Selv foretrækker han Kreta og sommerhuset i Rågeleje. (Foto: Kennet Havgaard)

Turen går til Kreta. Det gør den faktisk hvert år for Stig Elling, danskernes Mr. Sommerferie himself, salgsdirektør i Star Tour og flittig gæst på tv, når der står rejser på programmet.

Stig Elling elsker Kreta. Det samme gør danskerne, der lige som ham år efter år vender næsen mod den græske ø og bare ikke kan få nok af ouzo, oliven og tilbagelænet græsk hygge.

- Grækerne kan noget med hygge og afslapning, som passer danskerne godt, siger Stig Elling, der ellers har set det meste af verden og de fleste typer rejsende, siden han som 17-årig solgte sin første charterrejse fra hjørnet af sin mors køkkenbord i Lyngby.

Alligevel kom en genstridig islandsk askesky noget på tværs en torsdag morgen i april.

- At en askesky langt ude i horisonten skulle påvirke flytrafikken? Det lød besynderligt; faktisk havde jeg svært ved at forholde mig til det i første omgang, siger Stig Elling.

Grisefesten er død

I april smøgede han og kollegerne ærmerne op og gik i gang med at finde måder at få de strandede turister hjem på. Værst var det nok for dem fra Thailand, der landede i Athen og derefter sejlede en lang tur til Italien for så at sætte sig i bussen hjem til Danmark. I 48 timer.

Den slags koster. På regnskabet, hvor der dagligt røg syv-otte millioner kroner til de uforudsete begivenheder - men det ændrede ikke på Stig Ellings lyst til at sælge rejser.

I 1965 sendte teenagedrengen 20 gæster til Mallorca for første gang. De var usikre og uvante med at rejse - helt anderledes end nutidens rejsevante charterturist.

- Folk var nervøse, og det var "20 spørgsmål til professoren" for guiden. Typisk handlede rejsen om sol, Sangria og en bustur øen rundt, så man kunne komme hjem og fortælle, at man havde set Mallorca, fortæller Stig Elling.

Den slags turister eksisterer stort set ikke i dag. Grisefesten er død, og dem, der sad på Pepes Bar eller i Rottehullet på Mallorca og drak øl og dansk snaps, er pist forsvundet.

22 babyer til Thailand

Hvert år er Stig Elling med til at sende 1,2 millioner danskere på charterferie, "fordi konceptet er genialt".

- Der er ingen i dag, der ikke har en ret hård hverdag. De 14 dage sydpå er vores højest prioriterede dage på året, og de skal bare være i orden, for man kan ikke bytte en brugt rejse. Charterrejsen fungerer, børnene trives, og når børnene har det godt, er det en god ferie.

Men er danskere ikke notoriske brokkehoveder, der aldrig får det godt nok?

- Nej, men de er kræsne, og det har de lov til at være, når en ferie for en familie med et par børn er årets største udskrivning. Danskere brokker sig, hvis rengøringen ikke er i orden, men ellers er vi hyggelige rejsende, der ikke klumper os sammen, som englændere og tyskere gør. Vi er afslappede, og på ferien får vi overskud til at smile til hinanden.

Når det gælder valg af rejsemål, er danskerne konservative. De kommer gerne det samme sted på Kreta eller Mallorca år efter år. Thailand er det nyeste hit, men ellers er den meste markante forandring de mange børn. Danske børn får charterrejsen ind med modermælken - på Stig Ellings seneste tur til Thailand var der 22 babyer om bord!

Bliver du aldrig træt af al den sol og ferie - og alt det, der skal til, før turen klapper for os andre?

- Jeg sælger sol, sommer og forventning. Og det er helt sikkert sjovere end at være bedemand! Hvis du brænder for noget, brænder du også igennem, og jeg elsker at rejse. Når jeg sidder med en ouzo og kigger ud over vandet i det græske øhav, er det stadig magisk for mig.

Blå bog: Stig Elling









  • 63 år og salgsdirektør i Star Tour siden 1986.



  • Blev Danmarks yngste rejsebureaudirektør, da han som 17-årig startede Fortunrejser i Lyngby.



  • Medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse fra 2006 for Det Konservative Folkeparti.



  • Lever i registreret partnerskab med privatrådgiver Steen Andersen og fortalte i 2007 i bogen "Hele sandheden" om sit liv og sin opvækst med en alkoholiseret far og en psykisk syg mor.



  • Fik i 2006 prisen som Årets Homo/bi af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske - fordi han åbent har fortalt om at være homoseksuel.



  • Meldte sig i foråret 2010 ud af den katolske kirke på grund af pavens fordømmelse af homoseksuelle og de mange sager om misbrug af børn.