Røde tal ikke nok til at fyre 58-årig
En 58-årig 3F'er blev fyret efter 19 års ansættelse. Det har udløst en godtgørelse på 125.000 for uberettiget afskedigelse.
Nassau-Door i Ringe, der producerer porte, erkendte, at en 58-årig stabil medarbejder blev uberettiget fyret. ((Arkivfoto: Nassau)) En afskedigelse kan godt være uberettiget, selv om den sker som led i en sparerunde.
Det beviser en sag fra Nassau-Door i Ringe, som fyrede en 58-årig medarbejder, der havde arbejdet for virksomheden i 19 år.
Normalt kræves mindst 25 års anciennitet, før en afskedigelse udløser erstatning. Men på et mæglingsmøde erkendte arbejdsgiveren, at fyringen var uberettiget. Og den 58-årige fik i alt 125.000 kroner - en godtgørelse plus to måneders løn.
Sidste år lukkede Nassau-Door sin afdeling i Rudkøbing, hvor den fyrede arbejdede. Han blev bedt om, at flytte med til Ringe, men et års tid efter blev han alligevel fyret sammen med fire andre.
- Hans anciennitet kombineret med, at han et par måneder før fik en arbejdsskade var nok den primære årsag til, at vi vandt sagen, siger Ulrik Theodorsen, der er tillidsrepræsentant på Nassau-Door.
Carsten Nielsen, der er faglig sekretær i 3F Østfyn, kalder fyringen kold og kynisk.
- Han var en af de mest stabile og loyale medarbejdere, og de har selv headhuntet ham til jobbet i Ringe. Alligevel vælger de at fyre ham uden at skele til hverken arbejdsskade eller alder, siger han.
Selv om 3F'eren snart fylder 59 år, har han fået nyt job fra på mandag. Og han skal ikke betale de to måneders løn tilbage, da han blev fritstillet.