Organisationer presser på for energiaftale
Efter næsten et års politisk tomgang har 3F og syv andre organisationer fået nok. De vil have en energiaftale, inden Danmark mister førertrøjen på energi- og klimaområdet.
En forpligtende aftale med kommunerne om placering af flere vindmøller på land er et af ønskerne til en ny energiaftale.
(Arkivfoto) Alle snakker om klima, energiforbrug og ønsker et lavere CO2-udslip. Men udbygningen af vedvarende energi er gået i stå og politikerne - de træder vande.
I næsten et år er det ikke lykkedes regeringen at få færdiggjort en ny energiaftale, der sikrer Danmark førertrøjen på energi- og klimaområdet.
Og nu har otte af landets store organisationer, deriblandt 3F, fået nok. De har alle interesse i en offensiv energipolitik og har derfor rettet en fælles appel til politikerne om at få gjort arbejdet færdigt, så udviklingen på energiområdet ikke bliver sat i stå.
- Den stilstand, der er nu, skaber alt for megen usikkerhed. Og får vi ikke snart klarhed over de fremtidige vilkår, risikerer vi, at udviklingen af dansk energiteknologi går i stå, virksomheder mister terræn i forhold til udlandet, og gode danske arbejdspladser går tabt, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen fra 3F.
Appel med konkrete forslag
Ud over 3F er det Vindmølleindustrien, Dansk Metal, Landbrugsrådet, Dansk energi, Det Økologiske Råd, Dansk Byggeri og Energi Industrien, der står bag henvendelsen til politikerne.
En henvendelse, hvor de også opsætter en række minimumskrav til, hvad de mener, at en aftale bør indeholde. Deriblandt støtteordninger til vedvarende energi på niveau med dem, vi ser i landene omkring os. Forpligtende aftale med kommunerne om opsætning af flere vindmøller samt en styrket energispareindsats med krav til energieffektivitet både i forhold til nybyggeri og renovering af ældre bygninger.
Ifølge dagbladet Børsen har henvendelsen allerede gjort indtryk på klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), og hun mener, at denne uge kan blive afgørende for, hvorvidt det er politisk muligt at få en bred energiaftale.