3F: Miljørådet skuffer

Det undrer 3F's forbundformand, at Det Miljøøkonomiske Råd i sin rapport ikke har sat større fokus på energibesparelser. Ligesom Rådet helt forbigår jobgevinsterne ved øget brug af grønne energiformer.

Skuffelsen er stor over Det Miljøøkonomiske Råds nye rapport om fremtidens energi. Uambitiøst, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto.)Skuffelsen er stor over Det Miljøøkonomiske Råds nye rapport om fremtidens energi. Uambitiøst, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto.)

Den første årlige rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, der netop er offentliggjort, var imødeset med spænding hos fagforbundet 3F. Men selv om den giver et godt overblik over de miljøpolitiske temaer, så er skuffelsen stor. Over, at rådet ikke har været mere offensiv i sine anbefalinger for miljøet, og særligt, at der slet ikke er regnet på de store jobgevinster, der ligger i øget udvikling og brug af grønne energiformer.

- Jeg synes ikke, at rådet har været tilstrækkeligt ambitiøst på miljøets vegne. Vi har før set, hvordan forskning og udvikling i alternativ energi kan skabe tusindvis af arbejdspladser til almindelige mennesker, når vi som nation beslutter os for at være på forkant. Men rådet ser næsten kun på velkendte metoder som vindenergi og biomasse, og det er der altså ikke megen vision i, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

Rådet overser muligheder

Ifølge Det Miljøøkonomiske Råds egne forudsigelser vil Danmarks CO2 udledning kun falde med 15 procent frem til 2025, og dermed langt fra leve op til de krav vi har forpligtet os til i EU. Derfor ærgrer det Poul Erik Skov Christensen at Rådet så snævert fokuserer på traditionelle økonomiske redskaber som justering af afgifter i stedet for at se på det mange muligheder, der er for et Danmark i front indenfor for eksempel bølgeenergi, brintbiler og lavenergibyggeri. Ligesom, der ligger en enorm gevinst ved investeringer i energibesparelser i industrien.

- Her vil vi meget hurtigt spare store mængder udledning af CO2 samtidig udvikle teknologier og metoder, der i sig selv vil kunne udvikle sig til en eksportvare, som vi vil kunne få gavn af på verdensplan.

Sparer både penge og CO2

Sidstnævnte har Poul Erik Skov Christensen selv oplevet et eksempel på, da han for nyligt besøgte Carlsbergs bryggeri i Fredericia, hvor man ved hjælp af Danfoss Solutions har fået engageret virksomhedens medarbejdere i helt præcist at udpege områder, hvor der kan spares energi, og hvor de hele tiden kan følge det kontante udbytte af anstrengelserne.

- De sparer nu hvert år et tocifret millionbeløb, og jeg tror at mange andre virksomheder vil kunne gøre noget tilsvarende. Så her er altså en af metoderne, hvor vi uden at belaste virksomhederne økonomisk vil kunne hente en betydeligt CO2-gevinst hjem.

Derfor efterlyser 3F også et Miljøøkonomisk Råd, der fremover i sine rapporter regner på hvad energibesparelser i virksomhederne vil betyde miljømæssigt, økonomisk og beskæftigelsesmæssigt. Og undersøger hvilke uddannelsesbehov, der må følge i kølvandet for at medarbejderne kan løfte disse udfordringer, der venter i fremtiden.

Ligesom forbundet også savner langt mere konkret udmeldinger omkring transportsektoren og landbrugets muligheder for at reducere forureningen.