3F rejser millionkrav mod rengøringsgigant

Rengøringsgiganten Forenede Rengøring har underbetalt sine underleverandører for flere millioner kroner. Det vurderer 3F, som er på vej med et større antal sager.

- Forenede Rengøring har dumpet lønnen på rengøringsmarkedet ved at betale sine underleverandører mindre, end de har krav på. Det er vi ved at sætte en stopper for, siger Henriette Olofson.  (Arkivfoto: Colourbox)- Forenede Rengøring har dumpet lønnen på rengøringsmarkedet ved at betale sine underleverandører mindre, end de har krav på. Det er vi ved at sætte en stopper for, siger Henriette Olofson. (Arkivfoto: Colourbox)

3F er på vej med et større antal sager mod rengøringsgiganten Forenede Rengøring om underbetaling af underleverandører. Forhandlingssekretær i 3F Henriette Olofson skønner, at Forenede Rengøring samlet har betalt flere millioner for lidt til sine underleverandører over en treårig periode siden 2008.

- Forenede Rengøring har dumpet lønnen på rengøringsmarkedet ved at betale sine underleverandører mindre, end de har krav på. Det er vi ved at sætte en stopper for, siger Henriette Olofson.

Underbetalt for en halv million

I december 2011 gav en voldgift 3F ret i, at Forenede Rengøring minimum skal betale det samme til sine underleverandører, som almindelige ansatte skulle have haft for det samme stykke arbejde.

3F ser sagen som en stor sejr og er nu på vej til Arbejdsretten med en lang række konkrete sager med underleverandører, som mener, at de er blevet underbetalt.

Et mindre rengøringsselskab, Adams Rengøring, som tidligere var underleverandør til Forenede Rengøring, har i forbindelse med forligssagen allerede fået medhold i, at de blev underbetalt af Forenede Rengøring. Henriette Olofson fra 3F skønner, at en underleverandør som Adams Rengøring med bare to-tre ansatte samlet er blevet snydt for 500.000 kroner over tre år.

Ingen kommentarer

I Dansk Industri ønsker personalejuridisk chef Niels Grøn Fabech ikke at kommentere en igangværende sag.

Det samme gælder koncernchef i Forenede Service Peer C. Krogh, som heller ikke ønsker at kommentere den verserende sag.