Mobning skal koste chefer dyrt

Mobning på arbejdspladserne skal til livs, mener forening, der på fredag mødes med beskæftigelsesministeren.

Virksomheder skal have bøder, hvis medarbejderne pådrager sig psykiske arbejdsskader på grund af mobning.

Det mener Foreningen Voksenmobning Nej Tak, der på fredag mødes med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Her vil gruppen præsentere sine ideer.

Udover bøder skal virksomheder pålægges at etablere en mobbepolitik. Derudover mener foreningen, at posttraumatisk stress bør anerkendes som en direkte følgevirkning af mobning. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

"Der har været så meget snak om voksenmobning de sidste mange år, men nu vil vi gerne se handling," siger Gitte Strandgaard, formand for Foreningen Voksenmobning Nej Tak.

Foreningen har også udarbejdet et idékatalog om forebyggelse og håndtering af mobning på arbejdspladsen, som de tager med til mødet med ministeren.

Arbejdstilsynet har ligeledes indbudt foreningen til et møde. Her skal man blandt andet diskutere, hvordan man kan få etableret den mobbe-hotline, som beskæftigelsesminister Inger Støjberg har bebudet.