Flere unge mangler en praktikplads
Nye tal viser, at antallet af forgæves praktikpladssøgende er steget med 20 procent til 9.357 unge på et år, men der er et enkelt lyspunkt.
- Erhvervsuddannelsessystemet kunne ligesom gymnasiet godt være et studieforberedende forløb til en videregående uddannelse, mener forbundssekretær i 3F Per Christensen. (Foto: Arkivfoto) De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at der ved udgangen af februar i år var 9.357 unge, der forgæves søgte praktikplads. En stigning på 20 procent i forhold til samme tidspunkt for et år siden.
Men der er et enkelt lyspunkt, for hvis man sammenligner med udgangen af januar måned i år, hvor der var 9.755 praktikpladssøgende elever, er der altså aktuelt sket et lille fald.
Forbundssekretær i 3F Per Christensen glæder sig over, at de nye tal trods alt ikke kun byder på ren tilbagegang.
Alt for mange i klemme
- Men alt for mange unge bremses stadigvæk i at gøre deres uddannelse færdig og skal finde på noget andet. Det er også skidt for samfundet. I en tid med høj ungdomsarbejdsløshed har vi ikke brug for flere ledige unge, siger han.
De nye tal viser også, at der er oprettet 2.877 praktikpladser i februar 2012. Det er otte procent færre end februar måned sidste år.
Der er ikke nogen opmuntring at hente ved at se samlet på de sidste 12 måneder, hvor der blev oprettet 47.161 praktikpladser. Det er nemlig to procent færre end året før.
Skal tænke ud af boksen
- Manglende praktikpladser bærer en stor del af skylden for frafaldet på erhvervsuddannelserne. Der er hårdt brug for visionære løsninger, siger Per Christensen.
Han har en forventning om, at fagbevægelsen i de kommende trepartsforhandlinger med regeringen og arbejdsgiverne finder frem til, hvordan uddannelsesmotiverede unge kan få en garanti for, at de kan gennemføre den uddannelse, de er startet på.
- Sociale klausuler og praktikpladspræmier til arbejdsgiverne kender vi allerede, og det er midler, der virker. Men forhåbentligt kan vi i fællesskab også tænke ud af boksen. For eksempel kunne erhvervsuddannelsessystemet på samme måde som gymnasiet være et studieforberedende forløb til en videregående uddannelse, siger Per Christensen