Sådan håndterer du private opkald i arbejdstiden
Der er ikke noget mere irriterende end en kollega, som taler højt og gennemtrængende i telefon dagen lang. Men kender du selv takt og tone for god mobilskik? Her får du fem huskeregler.
"Hvad skal vi have til middag i aften?" Privat snak kan genere dine kolleger - se takt og tone for, hvordan du klarer private opkald i arbejdstiden. (Foto: Colourbox) Mobiltelefonen er blevet uundværlig for langt de fleste. Men den er samtidig også kilde til meget irritation og unødvendige konflikter. Det sker især, når generationernes brug af det lille stykke elektronik støder sammen.
Derfor giver ekspert i skik og brug Sanne Udsen her fem råd til, hvordan du bruger mobiltelefonen uden at gøre chefer og kollegaer rødglødende af raseri.
- Som udgangspunkt taler man ikke privat i telefon i arbejdstiden, men med snilde og omtanke kan det gå an, siger forfatteren til bogen "Takt og tone i arbejdslivet".
5 om god mobilskik på jobbet
1. Kend reglerne
Spørg din chef, hvad reglerne egentlig er for at tale i telefon.
- Man kan jo ikke vide, hvor grænsen går, hvis ikke retningslinjerne er blevet meldt ud, påpeger Udsen.
2. Undgå lange samtaler
Vælger du at svare telefonen, så svar kort og sig, at du ringer tilbage.
- Ringer manden for at fortælle, at noget er galt, så vil man jo godt vide, hvad der foregår. Men undgå lange samtaler, mener forfatteren.
3. Brug pauserne
Lav dine opkald i pausen. Der kan selv ikke chefen blande sig.
- Men hvis du ikke kan være alene, så husk, at dine kollegaer også skal have fred for din private sniksnak.
4. Tal dæmpet
Husk at tale så lavt som muligt. Ingen er interesseret i at høre en halv samtale.
- Det er faktisk nu videnskabeligt bevist, at det er mere generende at overhøre en halv end en hel samtale, siger Sanne Udsen, og forklarer, at hjernen simpelthen bliver mere stresset af, kun at høre den ene part.
5. Tænk over ringetonen
Undgå den sjove, mærkværdige eller åndssvage ringetone.
- Den enes morsomhed er jo som bekendt den andens provokation, minder Udsen om.
Hun opfordrer til, at man har en kedelig ringetone, som ikke ringer for højt.