Husk din kassebon

Mange steder er man holdt op med automatisk at udlevere kassebonen. Men uden bon, kan du hverken bytte eller tjekke, om priserne er rigtige.

Der er flere gode grunde til at gemme bonen fra supermarkedet. Husk at tjekke om du har fået de rabatter, du skal have, inden du forlader butikken. (Foto: Colourbox)Der er flere gode grunde til at gemme bonen fra supermarkedet. Husk at tjekke om du har fået de rabatter, du skal have, inden du forlader butikken. (Foto: Colourbox)

Det er godt for miljøet, når du siger nej til kassebonen. Men det er ikke godt for din pengepung. For uden bon kan du ikke bytte, hvis der er noget i vejen med elkedlen eller osten er muggen. Du kan heller ikke tjekke, om priserne er rigtige.

Det er blevet almindeligt i flere og flere supermarkedskæder, at man ikke bare automatisk udleverer en kassebon. Men det er en rigtig skidt idé for forbrugerne, mener Forbrugerrådet. Så når kassedamen spørger, om du vil have kassebonen, så sig altid ja, lyder rådet. For uden kassebon har du ingen rettigheder.

- Der er kun gode grunde til at forlange at få sin kassebon, siger afdelingschef i Forbrugerrådet Mette Boye.

Hold øje med priserne

Desuden er priserne på bonen alt for ofte forkerte. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for avisen 24timer. Hele 52 procent af danskerne har i løbet af en måned opdaget, at priserne på deres bon ikke stemte. Og af dem var der hele 81 procent, der var kommet til at betale for meget.

Det er et problem, som Forbrugerrådet har kendt til i mange år.

- Det er endnu en grund til at sige ja til kassebonen. For fejl på bonen er sjældent i forbrugerens favør, så det er en måde at sikre sig nogle penge på, siger Mette Boye.

Derfor er det en god idé, at du tjekker din bon, inden du forlader butikken. For har du betalt for meget, så gælder det om at gøre opmærksom på det med det samme.

Opdager du først fejlen derhjemme, så kan det være svært at bevise, at du har betalt for meget. Desuden er det ikke sikkert, du lige orker at gå tilbage til butikken.

Gem din bon i mindst to år

Husk også at gemme din bon. For uden den kan du ikke bytte, hvis det viser sig, at rødvinen er dårlig. Bonen er beviset på, at du har købt den og den vare i netop den butik.

Du skal desuden bruge din bon, hvis du fortryder købet. Hvis du f.eks. har købt en bluse i Føtex, og den alligevel er for stor, skal du bruge bonen, når du skal bytte til en mindre. Ligesom du også skal bruge bonen, hvis den nye elkedel går i stykker, og du skal have byttet den til en anden.

Du skal altid gemme din bon i mindst to år, hvis du vil bevare dine rettigheder.

Hvis du har fået en garanti på f.eks. elkedelen, der gælder længere end to år, skal du gemme bon og garantibevis, så længe der er garanti på elkedlen.

Læs mere om dine rettigheder på Tænk.dk og på Forbrug.dk