Danfoss vil have arbejdsfordeling i halvandet år

Danfoss vil have udvidet arbejdsfordelingen til 18 måneder for at komme igennem krisen. Hjort siger nej. 3F afviser også, som reglerne er i dag.

Danfoss vil have udvidet arbejderfordelingen til 18 måneder for at komme igennem krisen.  (Arkivfoto.)Danfoss vil have udvidet arbejderfordelingen til 18 måneder for at komme igennem krisen. (Arkivfoto.)

Danfoss har spurgt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) om tilladelse til at udvide arbejdsfordelingen til halvandet år. Den mulighed har virksomhederne i Tyskland, men den danske minister har givet afslag.

- Vi har dog ikke givet op. Vi er sikre på, at halvandet års arbejdsfordeling vil kunne bære os igennem krisen, så vi kommer styrket ud i den anden ende, siger Danfoss' administrerende direktør, Niels Bjørn Christiansen.

3F er også imod en forlængelse - i hvert fald så længe, ledighedsperioderne i en arbejdsfordeling regnes som supplerende dagpenge.

- Så længe ministeren ikke vil ændre dagpengereglerne, giver det ingen mening at diskutere en længere periode. Desuden ville det være en betingelse fra vores side, at arbejdsfordelingen blev kombineret med opkvalificering, siger Børge Frederiksen, der er formand for 3F's Industrigruppe.

Niels Bjørn Christiansen er enig med 3F i, at arbejdsfordeling ikke burde afkorte den periode, man kan få dagpenge i bagefter. Og han understreger, at efteruddannelse er en del af ordningen på Danfoss.

- Men det ville være for dyrt for os, hvis vi skulle droppe fordelingen og sende dem på efteruddannelse i stedet for.

Uddannelse er vejen frem

Også lokalt er der uenighed om Danfoss-ledelsens initiativ.

Fællestillidsrepræsentant Gunnar Jensen pointerer, at de folk, der er blevet afskediget, bliver svære at undvære, når det går frem igen.

- Der er fyret over 1.000 på Danfoss og Sauer-danfoss. Der er ikke skyggen af andet arbejde i området, så folk flytter væk. 18 måneders arbejdsfordeling ville kunne holde på folk, siger han.

3F Als er imidlertid imod den lange arbejdsfordeling, så længe det afkorter den periode, man kan få dagpenge bagefter. Og afdelingsformand Marita Geinitz tror sagtens, Danfoss ville kunne sammensætte et uddannelsesprogram uden at sende folk på fordeling.

- Hvorfor sender de ikke de ansatte på efteruddannelse på fuld tid i stedet for fyreseddel og fordeling. Det er rigtig god og fremtidsorienteret måde til at holde på folk. Der er statstilskud, og arbejdsmarkedet råber jo på opkvalificering af ufaglærte, siger hun.