Coloplast-ledelse har ret til totalt rygeforbud
Endnu ingen afgørelse, som tager stilling til, om et totalt rygeforbud på matriklen er at gå for vidt. Det er udansk, mener Coloplasts fællestillidsrepræsentant.
Rygning er nu totalt forbudt på hele Coloplasts matrikel - tillidsfolk er imod. (Arkivfoto: Kirsten Fich.) Siden 1. juni har Coloplast-koncernen forbudt rygning totalt på hele matriklen.
Et forbud, som tillidsfolkene med fællestillidsrepræsentant Lise Schachtschabel i spidsen nægtede at være med til at indføre, selvom forbuddet blev varslet i god tid og fulgt op af tilbud om rygestopkurser.
- Jeg synes, det er udansk at lave så store restriktioner, for der findes jo mennesker, som har virkelig svært ved at holde op med at ryge. Og jeg kan ikke se, det er et problem, hvis de står for sig selv ude i den fri luft, siger Lise Schachtschabel, der frygter, at den stramme rygerkurs kan påvirke arbejdsmiljøet i dårlig retning.
En del af ledelsesretten
Men ledelsen på både Coloplast og andre virksomheder er i deres gode ret til at forlange et totalt rygeforbud, siger Michael Møller Nielsen, der er jurist i 3F.
- Så længe en voldgifts- eller domstolsafgørelse ikke underkender et rygeforbud, så gælder ledelsens anvisninger på hele virksomhedens område. Hvis den ansatte gerne vil ryge i den selvbetalte frokostpause, skal vedkommende altså helt uden for matriklen.
Michael Møller Nielsen kan ikke vurdere, om sådanne sager vil dukke op, når det viser sig, hvordan regeringens nye rygeregler fra 15. august tolkes af de forskellige virksomheder.
- Men jeg vil sige det sådan, at føler 3F'ere, at rygereglerne går for vidt, så må de kontakte deres afdeling og eventuelt få virksomhedens regler vurderet via det fagretslige system.
Tre år før forbuddet
Totalforbuddet på Coloplast er indført over en treårsperiode.
Det startede ifølge Lise Schachtschabel helt forståeligt med et hensyn til brandfaren, fordi der havde været problemer med cigaretskodder i nogle papirkurve.
Rygningen blev henvist til bestemte steder, og derefter var næste trin udendørs rygeskure med varme. Sidste step var så totalforbuddet.
Der har som nævnt været tilbudt rygestopkurser, men desværre ønskede Coloplast-ledelsen ikke at være med til at give tilskud til diætisthjælp - inspireret af, at virksomheden på et tidspunkt deltog i det 3F-støttede projekt "Mad på arbejde".
- Folk, der holder op med at ryge, er jo tit kede af, at de så tager meget på, understreger Lise Schachtschabel.