Dansk Byggeri dømt delagtig i polaksag
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri har fået bod i Arbejdsretten for ikke at have taget afstand fra klare overenskomstbrud.
Dansk Byggeri er dømt for ikke at have taget afstand fra byggefirmaet Cisco Partnere Aps' klart overenskomststridige aftaler om fast ugentlig arbejdstid på helt op til 60 timer. (Foto: Harry Nielsen) Arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri har været delagtig i et dansk byggefirmas misbrug af udenlandsk arbejdskraft.
Det fastslår Arbejdsretten i en opsigtsvækkende dom, der idømmer Dansk Byggeri en bod på 75.000 kroner for at have pådraget sig organisationsansvar.
Brøden består i, at Dansk Byggeri ikke har taget afstand fra byggefirmaet Cisco Partnere Aps' klart overenskomststridige aftaler om fast ugentlig arbejdstid på helt op til 60 timer. Dansk Byggeri har dermed gjort sig skyldig i, at en kæmpesag om efterbetaling til Ciscos polske medarbejdere ikke blev afklaret hurtigt.
- Dermed siger Arbejdsretten nærmest direkte, at Dansk Byggeri har et medansvar for, at sagen ikke blev løst, inden Cisco gik konkurs, og at polakkerne blev snydt for et meget stort beløb i blandt andet manglende overtidsbetaling, siger Carsten Bansholm, faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København, der indledte den faglige sag mod firmaet for mere end tre år siden.
Historisk dom
Forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F Ole Christensen er tilfreds med, hvad han kalder en “historisk dom”.
- Jeg kan ikke mindes sager i nyere tid, hvor byggeriets arbejdsgiverorganisation har fået en så stor bod for organisationsansvar.
- Jeg mener, dommen er udtryk for, at Dansk Byggeri har prioriteret fedteriet for platugler med udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft over samarbejdet med 3F om håndhævelse af vores fælles overenskomst. Jeg håber, dommen kan få Dansk Byggeri tilbage på sporet, så det ikke bare er et punktum for en konkret sag, men for misforstået service af platugler, siger Ole Christensen.
Ingen undskyldning
I Dansk Byggeri kalder afdelingschef Thorsten Wilstrup det kedeligt at blive idømt organisationsansvar.
- I dag er det nemt at se, at vi naturligvis allerede på fællesmødet 7. januar 2007 skulle have gjort det klart, at arbejdstidsaftaler ikke kan laves på over 45 timer om ugen. Men det var dengang en omfattende sag med mange elementer. Det er ingen undskyldning, men en forklaring, siger han.