Kun få Cisco-medarbejdere har fået hjælp

Blot fem polske medarbejdere ud af omkring 75 ansatte i Cisco Partnere har fået fagforeningens hjælp efter konkurs.

Fem tidligere ansatte i Cisco Partnere har med fagforeningens hjælp fået tilsammen 145.000 kroner i LG. 
 (Foto: Harry Nielsen)Fem tidligere ansatte i Cisco Partnere har med fagforeningens hjælp fået tilsammen 145.000 kroner i LG. (Foto: Harry Nielsen)

Godt en måned efter at entreprenørfirmaet Cisco Partnere blev erklæret konkurs, har 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) hjulpet fem nu tidligere ansatte med at få deres løntilgodehavende hos Lønmodtagernes Garantifond (LG).

Alle fem er polske statsborgere og medlemmer af fagforeningen.

De fem medlemmer får tilsammen 145.000 kroner eller knap 30.000 kroner i gennemsnit fra LG til dækning af manglende løn, feriepenge og pensionsbidrag.

LG oplyser, at man indtil videre har udbetalt 1,3 millioner kroner fordelt på 63 lønmodtagere - eller 20.000 kroner i gennemsnit. Derudover ligger der yderligere otte anmeldelser, som ikke er færdigbehandlet.

Kundechef Mogens Højland fra LG oplyser, at de fleste anmeldelser kommer fra medarbejdere fra Polen og Tyskland.

- En del af disse har haft problemer med at udfylde lønmodtageranmeldelsen, da de fleste ifølge vores oplysninger ikke er medlem af en fagforening og derfor ikke får hjælp derfra, siger han.

BJMF tilbød i forbindelse med konkursen alle medarbejdere hjælp mod at de meldte sig ind i fagforeningen inden en bestemt tidsfrist.

- Vi ved af erfaring, at det ikke mindst for udenlandske medarbejdere kan være vanskeligt at udfylde papirerne og sikre den nødvendige dokumentation, og derfor tilbød vi - samme dag som Cisco blev erklæret konkurs - at de kunne melde sig ind og få hjælp. Og det var der fem, der gjorde, og dem har vi hjulpet. Efterfølgende er der kommet andre, som også gerne ville have hjælp, men vi var nødt til at slå en streg i sandet, siger gruppeformand Jesper Weihe fra BJMF.

Faglige sager kører videre

Cisco Partnere A/S blev erklæret konkurs 17. juli efter eget ønske, da bankforbindelsen Roskilde Bank smækkede pengekassen i.

I alt mistede omkring 75 personer, de fleste polakker, arbejdet.

Cisco har de seneste år givet anledning til indtil flere faglige sager om forsøg på at omgå østaftalen og dansk overenskomst.

Igangværende sager slutter ikke som følge af konkursen.

Cisco har ifølge BJMF og tidligere ansatte systematisk brudt overenskomsten, som de er omfattet af som følge af medlemskab af Dansk Byggeri, ved at afregne alle timer til samme beløb. Der er i den forbindelse rejst krav om efterbetaling på over en million kroner.

Desuden mener fagforeningen, at virksomheden reelt har reduceret lønnen urimeligt ved at kræve høje huslejer ved tvungen indkvartering i en ejendom, som arbejdsgiveren ejede.

Cisco og Dansk Byggeri afviser fagforeningens påstande.