Udbud af rengøring er konkurrenceforvridende

Rengøringen på tre fakulteter på Københavns Universitet er sendt i udbud, men prisen er for høj og dermed konkurrenceforvridende, mener 3F.

Københavns Universitet har pålagt fakulteterne, at omkring 25 procent af timelønnen for rengøringspersonalet skal gå til administrative omkostninger. (Arkivfoto)Københavns Universitet har pålagt fakulteterne, at omkring 25 procent af timelønnen for rengøringspersonalet skal gå til administrative omkostninger. (Arkivfoto)

Rengøringen på tre fakulteter på Københavns Universitet er netop nu i udbud frem til 1. oktober. Men prisen er sat alt for højt og er dermed konkurrenceforvridende, mener Finn Petersen, forhandlingssekretær i 3F's Offentlige Gruppe.

- Der er helt klart tale om en politisk beslutning på universitetet om at sætte omkostningerne i kontrolbuddet så højt, at det er fuldstændig urealistisk at beholde arbejdet i eget regi. Jeg har faktisk aldrig set noget lignende, og det er stærkt bekymrende, at man i den grad manipulerer med tallene, siger han.

Universitetet har pålagt fakulteterne, at omkring 25 procent af timelønnen for rengøringspersonalet skal gå til administrative omkostninger. Et tal, der er unaturligt højt, mener Finn Petersen.


Kan fritages fra omkostninger

I en vejledning fra Økonomistyrelsen om prisfastsættelse fra 2006 står der, at udbudspriser kan fritages for fuld omkostdækning. Det mener Finn Petersen bør gælde i dette tilfælde, fordi de administrative omkostninger i forbindelse med rengøring er minimale.

Universitetsdirektør Jørgen Honoré ønsker ikke at kommentere sagen, så længe udbudsprocessen ikke er afsluttet.

- Det eneste jeg kan sige er, at vi har lavet de interne beregninger efter gældende regler, siger han.

Den udmelding ærgrer Finn Petersen.

- Det er rigtig ærgerligt det her, for det samarbejde, vi har lagt op til fra 3F, skulle netop sikre en fornuftig dialog om det udbud, der nu skal ske, siger han.