200.000 til rengøringsfolk på Novo
Arbejdsretten har dømt Forenede Rengøring til at betale 200.000 for ikke at overholde loven om virksomhedsoverdragelse på Novo Nordisk i Kalundborg.
Arbejdsretten har nu dømt Forenede Rengøring til at betale i alt 200.000 kroner til en halv snes medarbejdere på Novo Nordisk i Kalundborg. (Arkivfoto) Det blev dyrt for en ung mor, at hendes rengøringsarbejde på Novo Nordisk i Kalundborg blev udliciteret til et nyt firma.
Da den unge kvinde var uheldig og fik bækkenløsning i forbindelse med graviditeten, tabte hun både sygedagpenge og barselsløn - i alt 70.000 kroner.
Forenede Rengøring, der overtog arbejdet fra Profil Service, mente ikke, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse, selvom de fleste ansatte blot fortsatte i deres job med nyt logo på arbejdstøjet.
Rengøringsassistenterne blev betragtet som nyansatte, og den mistede anciennitet har blandt andet betydning for fuld løn under barsel, men også løntrin, sygeløn og pension.
Arbejdsretten har nu dømt Forenede Rengøring til at betale i alt 200.000 kroner til en halv snes medarbejdere. De 70.000 kroner er absolut det største beløb, men også en anden gravid har fået et pænt beløb, nemlig cirka 50.000 kroner. De øvrige medarbejdere har fået i størrelsesorden 6.000 kroner, oplyser næstformand Tove Karlsen, 3F Kalundborg.
- Det var meget vigtigt for os at få fastslået, at loven om virksomhedsoverdragelse gjaldt. De ansatte, som kom over til Forenede Rengøring, erfarede, at de pludselig var dårligere stillet end tidligere. Det var ledelsen i Forenede Rengøring ikke enig i, og sagen røg i Arbejdsretten sidst i 2007.
Tove Karlsen understreger, at dommen er rar at have i hånden, når rengøringen på Novo Nordisk skal udliciteres igen til nytår.
Trekants-dramaet
- Vi samler på den slags sejre, som forhåbentlig kan hjælpe os i kampen for at få rengøringsfirmaerne til at overholde loven om virksomhedsoverdragelse, siger forhandlingssekretær Marianne Henriksen i 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
- Arbejdsgiverne og arbejdsgiverforeningen har i årevis ikke villet anerkende loven ved udlicitering fra privat til privat - det vi populært kalder trekantsdramaet. Sagen fra Novo Nordisk er en enkeltstående sag, som vi selvfølgelig vil bruge i lignende tilfælde. Men desværre kan små detaljer gøre, at vi alligevel ikke vinder.
- Jeg frygter, vore medlemmer ved udliciteringer går glip af virkelig mange penge. Så det er dybt urimeligt, at rengøringsfirmaerne stadig kan komme godt af sted med at se bort fra loven.
Rengøringsassistenter og renovationsarbejdere i 3F har i flere år forsøgt at få politikerne til at stramme loven. Hidtil uden held.
- Men vi har ikke givet op, siger Marianne Henriksen. Den engelske lov rummer meget af det, vi gerne vil have, så vi er ved at undersøge, hvordan den virker i praksis.