V-rådmand på skolebesøg i udliciteringssag

Nu skal Odense-rådmand Jane Jegind besøge Abildgårdsskolen for at drøfte udliciteringsforslaget med de ansatte.

Nu skal Odense-rådmand Jane Jegind besøge Abildgårdsskolen for at drøfte udliciteringsforslaget med de ansatte.  (Foto: Lars Skaaning.)Nu skal Odense-rådmand Jane Jegind besøge Abildgårdsskolen for at drøfte udliciteringsforslaget med de ansatte. (Foto: Lars Skaaning.)

12. september skal rådmand for Børne- og Ungeforvaltningen i Odense, Jane Jegind, på besøg på Abildgårdsskolen for at drøfte forslaget om at udlicitere al skolerengøringen fra 2009 med repræsentanter for de cirka 250 berørte rengøringsansatte.

- De har inviteret mig, og så siger jeg naturligvis ja. Jeg vil meget gerne mødes med de kommunale rengøringsassistenter, og vil naturligvis lytte til, hvad de siger. Jeg har jo ikke lukket øjnene og ved også godt, at når der sker forandringer, så giver det altid anledning til uro for, hvordan tilværelsen skal være fremefter, siger Jane Jegind (V).

Hun har samtidigt bedt om, at repræsentanter for de private rengøringsfirmaer, der kan komme i spil om skolerengøringen, inviteres med til mødet på skolen.

- Rengøringspersonalet har set beskrevet i pressen, hvordan nogle fagforeningsfolk ser på de arbejdsvilkår, de private virksomheder tilbyder. En fremstilling, som jeg ikke finder, har været fair. Jeg synes, de private firmaer selv skal have lejlighed til at fortælle om arbejdsvilkårene, og besvare spørgsmål fra rengøringsassistenterne, siger Jane Jegind.

Mange spørgsmål skal besvares

Tillidsrepræsentant Jeanette Rønning fra Abildgårdsskolen ser meget frem til mødet og tror på, at mange spørgelystne rengøringsassistenter vil møde op:

- Der er masser af ting, der rumsterer i rengøringsassistenternes hoveder lige nu. Og så meget vi gerne vil have svar på, siger tillidsrepræsentanten - og remser op i flæng: Hvorfor er rengøringsassistenterne ikke blevet hørt forlods? Hvor er skolernes selvstyre blevet af?

- For eksempel har Abildgårdsskolen foreslået selv at finde en besparelse på seks procent. Hvorfor lytter man ikke til det? Og hvordan vil Jane Jegind forklare, at der ikke er flere folkeskoler, der hidtil har ønsket at udlicitere deres rengøring? For det er jo ikke sket, siger Jeannette Rønning, der klart mener, at man vil udlicitere udelukkende for udliciteringens skyld.

Samarbejde med private

Selvom Jane Jegind lover at holde ørerne åbne til mødet, er hendes udgangspunkt da også stadigvæk, at en udlicitering bør gennemføres.

- Hvis vi ikke gennemfører det, er vi tvunget til at finde effektiviseringer andre steder. Og fra nu af og årene frem er vi altså nødt til - hvis de kommunale penge skal slå til - at gå i stadigt flere partnerskaber med private. Og hvor godt den kommunale rengøring end fungerer på skolerne - og jeg ved, den fungerer godt - så er jeg af den tro, at drift og ledelse af rengøring ikke er en kommunal spidskompetence. Det er der private firmaer, der har specialiseret sig i, og det er de bedst til, siger Jane Jegind.
Odense Byråd førstebehandler budgetforslaget midt i september.