LO imod ændring af udstationeringsdirektivet

Det spanske EU-formandskab ønsker at se på reglerne for ud-stationering af arbejdstagere – men en revision af udstationeringsdirektivet kan betyde forringelser, frygter dansk LO.

LO-sekretær Marie-Louise Knuppert frygter, at en ændring af udstationeringsdirektivet kan forringe reglerne.LO-sekretær Marie-Louise Knuppert frygter, at en ændring af udstationeringsdirektivet kan forringe reglerne.

I store dele af fagbevægelsen har der længe – ikke mindst efter EF-domstolens afgørelse i den såkaldte Lavalsag - været et ønske om at få skærpet EU's udstationeringsdirektiv, der fastsætter retningslinjerne for udstationeret arbejdskraft over EU-landegrænserne.

Nu kommer det nye spanske EU-formandskab så fagbevægelsen i møde. Alligevel siger blandt andet dansk LO nej tak til at en revision af udstationeringsdirektivet.

Det spanske formandskab nævner i sit program for det kommende halvårs arbejde, at man vil tage initiativer vedrørende udstationeringsdirektivet og garantien for arbejdstagerrettigheder i forbindelse med friheden til at levere grænseoverskridende service.

Det lyder alt andet lige forjættende, al den stund, at den svenske fagbevægelse og den svenske stat tabte sagen mod det lettiske byggefirma Laval, fordi man i sine krav til overenskomst var gået længere end udstationeringsdirektivet giver mulighed.

- Det er muligt, at det lyder godt, men vi risikerer at direktivet i stedet forringes. Derfor ønsker vi i den nuværende situation ikke en revision af direktivet, siger Marie-Louise Knuppert, sekretær i LO.

Virkeligheden er borgerlig

- Vi er nødt til at se på den politiske virkelighed, og det politiske landskab i Europa er borgerligt. Derfor kan det, at åbne for en revision af udstationeringsdirektivet, ende med, at vi kommer til at stå med noget, der er langt ringere end det vi har i dag, og måske endda noget, vi ikke engang kan overskue konsekvenserne af, siger hun.

- Der er flere lande, som anser direktivet for at være alt for godt og har ønsker til direktivet, som ligger milevidt fra det, vi ønsker. Derfor er det ikke en vej, som vi og størstedelen af europæisk fag-bevægelse ønsker at gå, siger Marie-Louise Knuppert.

Hun oplyser, at meldingerne fra Spanien tyder på, at ”man skal se på” implementeringen af udstationeringsdirektivet i de enkelte lande.

- Hvis det er det, der er ønsket fra det spanske formandskab, så er det set fra et fagligt synspunkt en god ide. Direktivet var jo ment som et minimumsdirektiv men er nærmest blevet et maksimumsdirektiv. Derfor kan det være fint at få kigget på, hvordan de enkelte lande har implementeret direktivet. Det er mange steder sket på en måde, der er langt fra den politiske intention om at direktivet skulle levere beskyttelse for arbejdstagerne, siger LO-sekretæren.

Pragmatisk tilgang

SF's medlem af Europa-Parlamentet Emilie Turunen deltog forleden i et møde med den spanske beskæftigelsesminister. Det kastede ikke meget lys over de spanske planer.

- Han var meget sparsom med oplysningerne, men jeg er ikke i tvivl om, at Spanien har et reelt ønske om at sikre arbejdstagernes rettigheder. Spanien oplever efter EU-udvidelsen også et pres på sit arbejdsmarked i form af billig arbejdskraft, siger hun.

Emilie Turunen glæder sig over åbningen fra det spanske formandskab. Men hun har også forståelse for bekymringen i fagbevægelsen.

- Det kan godt være, at det er en god ide med en pragmatisk tilgang, når man ved, hvorledes det politiske landskab ser ud, siger hun.

På længere sigt er det ifølge Marie-Louise Knuppert fortsat euro-pæisk fagbevægelses ønske at arbejdstagerrettigheder traktatfæstes, eventuelt i form af en social protokol.