Bestilleren skal hæfte for løn og skat

Enig venstrefløj: Den, der bestiller en opgave, skal kunne gøres økonomisk ansvarlig, hvis hans entreprenør eller leverandør stikker af fra ubetalte regninger.

SF's arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge lovede på konferencen, at en kommende S/SF-regering vil sætte kampen mod social dumping meget højt på den politiske dagsorden. (Foto: Harry Nielsen)SF's arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge lovede på konferencen, at en kommende S/SF-regering vil sætte kampen mod social dumping meget højt på den politiske dagsorden. (Foto: Harry Nielsen)

Det skal være slut med, at udenlandske firmaer forlader Danmark og efterlader ubetalte regninger. Det kan være løn, skat og moms.

Den, der bestiller en opgave og anvender den udenlandske arbejdskraft, skal kunne gøres økonomisk ansvarlig for krav mod entreprenører og leverandører.

Det vil en kommende S/SF-regering indføre.

Sådan lyder et helt kontant løfte fra venstrefløjen. Det blev fremsat torsdag på på en konference om social dumping.

- Hvordan det skal udformes, må vi se på. Men der skal altid være én i kæden til at betale regningen, hvis det udenlandske firma glemmer at betale, lovede Lennart Damsbo-Andersen (S).

- Bestilleren af en opgave flytter ikke ud af landet. Han har sin ejendom og sit virke i Danmark. Derfor er det helt afgørende, at bestilleren hæfter for løn, skat og moms, sagde Line Barfod fra Enhedslisten.

Højt på dagsordenen

Karsten Hønge (SF) lovede, at kampen imod social dumping kommer højt op på dagsordenen, hvis der efter et kommende folketingsvalg er flertal for en S/SF-regering.

- En ny regering vil være en regering, der holder hånden under det danske arbejdsmarked og under den danske aftalemodel, lovede Karsten Hønge.

Blandt nye initiativer nævnte han: Alle offentlige udbud skal indeholde sociale kapitler. Hurtig myndighedsafklaring af, om der er tale om reelle enkeltmandsfirmaer.

Intet paradoks

Politikerne var ikke bange for at undergrave den danske aftalemodel ved at supplere med lovgivning.

- En stærk lovgivning om at hindre, at nogen stikker af fra regningen, undergraver ikke fagbevægelsens muligheder for at lave ordentlige overenskomster, lød argumentet.

Heller ikke fagbevægelsen ser noget paradoks.

- Hvis vi ikke har en stærk fagbevægelse, der prioriterer indsatsen mod social dumping, så hjælper selv den bedste lovgivning ikke en pind. Det sagde en af arrangørerne, Finn Sørensen, næstformand i København Industri & Service.

Udtalelse fra mødet

Udtalelse fra mødet