Ledighed: Nu vender kurven

Faldet i ledigheden er bremset op, nu vender kurven. I løbet af de næste to år vil ledigheden være fordoblet, mener 3F’s økonom.

At kurven vender nu, er ikke uventet. Eksempelvis venter Danske Bank, at ledigheden vil stige til op mod 100.000 personer ved udgangen af 2010, og 3F’s økonom Anita Vium er enig. (Arkivfoto.)At kurven vender nu, er ikke uventet. Eksempelvis venter Danske Bank, at ledigheden vil stige til op mod 100.000 personer ved udgangen af 2010, og 3F’s økonom Anita Vium er enig. (Arkivfoto.)

Efter flere års fald i ledigheden, er faldet nu bremset op. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

De foreløbige ledighedstal for august viser, at der var 45.600 ledige, omregnet til fuldtidsledige. Det er en ledighedsprocent på 1,6 - samme tal som i juli måned.

At kurven vender nu, er ikke uventet. Eksempelvis venter Danske Bank, at ledigheden vil stige til op mod 100.000 personer ved udgangen af 2010, og 3F’s økonom Anita Vium er enig.

- Jeg forventer i hvert fald, at ledigheden vil være fordoblet om to år, i forhold til i dag, siger hun.

- Hvor galt det går, afhænger lidt af, hvordan folk reagerer. Bliver man skræmt og begynder at spare op og holder igen med hus- og bilkøb og sparer i hverdagen, så bliver effekten af den nuværende økonomiske krise forstærket, siger hun.

Klassisk afmatning

Årsagen til økonomernes skråsikkerhed er, at vi er på vej ind i en klassisk økonomisk afmatning, forklarer Anita Vium. Huspriserne falder, omsætningen i detailhandlen er faldende og så videre.

- Det specielle lige nu er krisen i den finansielle sektor, altså banker og realkreditinstitutter. Den betyder, at det bliver dyrere og sværere for virksomhederne - og alle andre - at låne penge. Bankerne vil godt låne paraplyer ud i godt vejr, men når det begynder at regne, vil de have dem tilbage igen, siger Anita Vium.

En dårlig forretning for samfundet

Men hvor slemt er det egentlig, at ledigheden stiger lidt, når den er så ekstremt lav? Kan det ikke være en fordel for virksomhederne, som får lettere ved at få arbejdskraft?

- For virksomhederne kan det godt være en fordel, at ledigheden har en vis størrelse. Men for samfundet er det en dårlig forretning, fordi ledighed koster penge, siger Anita Vium.

- Hvis stigningen i ledigheden betyder, at folk kommer til at gå ledige et par måneder længere end nu, før de får et arbejde, er det et mindre problem. Og hvis man som ledig oven i købet kunne bruge tiden på at opkvalificere sig, kunne man vende en negativ begivenhed til en fordel. Men hvis langtidsledigheden stiger og øger udstødningen fra arbejdsmarkedet, så vil det give varige, negative effekter, mener hun.

Irrelevant at ændre dagpengesystem

Anita Vium mener også, at Arbejdsmarkedskommissionens forslag om at forkorte dagpengeperioden fra fire til to år er helt passé. Forslaget skulle øge arbejdsstyrken med 5.000 på kort sigt og 20.000 på længere sigt.

- Det er helt fuldstændig irrelevant at ændre dagpengesystemet for at øge udbuddet af arbejdskraft med 5.000. Argumentet er ikke til stede længere. Der bliver rigeligt med arbejdskraft at vælge mellem - nemlig 100.000 ledige - inden for få år, fastslår hun.