Ingen job til ledige 3F’ere
3F annoncerede efter job til 943 ledige i Aalborg og 141 ledige i Kolding. Ikke én arbejdsgiver har henvendt sig.
Der er mange ledige 3F'ere, men ingen job til dem. 13. november havde 3F Aalborg en annonce i Nordjyske Stiftstidende. Afdelingen har 943 ledige - inklusiv medlemmer med supplerende dagpenge og arbejdsfordelinger. Nu søgte afdelingen efter job til medlemmerne, inden for mange forskellige brancher
- Vi har ikke fået én eneste henvendelse fra arbejdsgivere, der mangler folk. Annoncen stod endda på avisens erhvervssider for at fange så mange arbejdsgivere som muligt, siger a-kasseleder Anders Rasmussen.
Han er skuffet over, at ingen kan bruge hans ledige medlemmer.
- I forhold til at vi bliver ved at høre om mangel på arbejdskraft, er jeg meget overrasket og skuffet. Hvis de virkelig mangler arbejdskraft, må de jo henvende sig, siger Anders Rasmussen.
Nul henvendelser i Kolding
Historien gentog sig for nylig i Kolding. 3F Kolding satte i sidste uge en annonce i den lokale ugeavis. Her er 141 fuldtidsledige, der søger job.
- Men nul henvendelser fra arbejdsgiverne. Egentlig undrer jeg mig ikke så meget. Men jeg undrer mig rigtig meget over, at virksomheder i vores eget lokalområde får bevilget polsk arbejdskraft til arbejde, som hører ind under vores arbejdsområde, lager og transport, selv om vi har næsten 100 ledige, der søger arbejde inden for området, siger formand for 3F Kolding John Bondebjerg.
- Det virker helt grotesk. Jeg kan godt forstå, at vores ledige ikke fatter, at de skal sætte et CV op og lægge på nettet, hvis arbejdsgiverne alligevel hellere vil have udenlandsk arbejdskraft, siger John Bondebjerg.
Job matcher ikke ledige
I Aalborg mener Anders Rasmussen, at problemet er, at der mangler et match mellem de ledige job og de ledige.
- Vores ledige medlemmer kan jo ikke få job som lægesekretær eller IT-medarbejder. Det er uddannet arbejdskraft, der efterspørges. Derfor skal de ledige uddannes til de job, der er, mener han.
- Derfor er det også forkert at jage de ledige med regler og krav. De lediges ”fejl” er, at de mangler de rette kvalifikationer. Derfor hjælper det jo ikke at tage forsørgelsesgrundlaget fra folk, mener han.
Onsdag satte 3F Aalborg samme annonce i alle lokalblade i området, i håb om at det måske kan give nogle henvendelser.
Der er flere 3F-afdelinger, der har annonceret efter job til medlemmerne, men med samme ringe resultat.