SKAT skal undersøge fupfirmaer

Det er virkeligheden og ikke et cvr-nummer, der afgør, om der er tale om selvstændig virksomhed eller et lønmodtagerforhold, siger SKAT.

Fagforeningerne har blokeret for at få overenskomst. Den er nu i hus. Nu er spørgsmålet, om de polske arbejdere er lønmodtagere omfattet af overenskomsten - eller om de er selvstændige. (Foto: Harry Nielsen)Fagforeningerne har blokeret for at få overenskomst. Den er nu i hus. Nu er spørgsmålet, om de polske arbejdere er lønmodtagere omfattet af overenskomsten - eller om de er selvstændige. (Foto: Harry Nielsen)

Fup og ulovligt. Det kalder de københavnske byggefagforeninger firmakonstruktionen bag ombygningen af Gammel Kongevej 33 i København, der er udlejet til Region Hovedstaden.

Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening har derfor anmeldt forholdet til Skat.

Byggefirmaet Dan-Pol Byg udfører nedrivnings-, murer- og tømrerarbejdet i ejendommen. Firmaet har imidlertid formelt ingen ansatte. De i alt 11 beskæftigede polske arbejdere er alle momsregistreret (i øvrigt på samme dag og med samme adresse) og er formelt selvstændige. Påstanden er, at der er tale om et entrepriseforhold.

De københavnske fagforeninger mener, at polakkerne reelt er lønmodtagere og derfor er omfattet af den overenskomst, som fagforeningerne og Dan-Pol Byg indgik fredag i sidste uge.

Ikke selvstændig blot med cvr-nummer

I SKAT vil man ikke kommentere den konkrete sag.

Afdelingsleder Bent O. Jeppesen fra SKAT oplyser generelt, at når SKAT skal tage stilling til, om der er tale om en selvstændig virksomhed eller et lønmodtagerforhold, er der en række kriterier, der skal lægges til grund for afgørelsen.

- At man har et cvr-nummer betyder ikke, at man er selvstændig. Det er virkeligheden, der tæller, og det kommer an på de konkrete forhold. Det er ikke sådan en skala, hvor man opgør point, siger han.

Meget stor økonomisk risiko

Bent O. Jeppesen gør opmærksom på, at en dansk virksomhed med et tvivlsomt entrepriseforhold løber en meget stor økonomisk risiko.

- Hvis entrepriseforholdet underkendes, og vi statuerer, at der er tale om et lønmodtagerforhold, hæfter den danske virksomhed solidarisk for a-skatten. Så kræver vi 8 procent i arbejdsmarkedsbidrag og dernæst 55 procent. Det sker med udgangspunkt i fakturaen mellem parterne, så der kan blive tale om meget store hæftelser, siger han.

Der er gennem afgørelser op til Højesteret skabt retspraksis med hensyn til, om der er tale om entreprise- eller lønmodtagerforhold.