OK07/Blokadevarsel mod SOSU-skoler og VUC

Forhandlingerne om en overenskomst på landets SOSU-skoler og VUC'er er brudt sammen, og lønmodtagernes organisationer har varslet blokader mod skoler og centre med start 16. januar. Blokaden indebærer, at ingen medlemmer af Statstjenestemændenes Centralorganisation II (COII) og Lærernes Centralorganisation (LC) må søge eller lade sig ansætte på SOSU-skoler og VUC-centre.

De to centralorganisationer har siden oktober forhandlet overenskomster med staten, som fra 1. januar 2007 overtager de to skoleformer fra amterne som led i kommunalreformen. Der findes ingen statslig overenskomst, som dækker lærerarbejdet ved SOSU og VUC, og regeringen har under forhandlingerne lagt vægt på, at de 600 lærere ved SOSU-skolerne får samme vilkår som lærerne ved de øvrige erhvervsrettede uddannelser.
For de ca. 900 lærere ved VUC har de statslige arbejdsgivere lagt vægt på at fastlægge mere fleksible arbejdstidsregler, så ledelsen på de enkelte VUC-centre selv kan beslutte, hvordan lærernes arbejdstid skal bruges.
Ifølge Personalestyrelsens direktør, Lisbeth Lollike, har arbejdsgiverne handlet i overensstemmelse med de aftaler, personaleorganisationerne har fået i forbindelse med kommunalreformen. Hun henviser i øvrigt til, at arbejdsgivernes ønsker ligger inden for de muligheder, som loven om virksomhedsoverdragelse giver i forbindelse med lærernes overgang til det statslige område. Denne lov forpligter nemlig ikke staten til at videreføre de hidtidige aftaler.
Lisbeth Lollike lægger desuden vægt på, at de ansatte beholder deres hidtidige løn- og ansættelsesvilkår frem til 31. marts 2008. Derfor vil en ny overenskomst kun gælde for nyansatte.
Men lønmodtagernes organisationer frygter, at de forringede vilkår på sigt vil føre til dårlige vilkår for alle ansatte.
- Det har aldrig været meningen med kommunalreformen, at den skulle sætte en anden pris på arbejdskraften. Det er vores opfattelse, at staten øjner en mulighed for at kickstarte OK08 forhandlingerne på det offentlige område. Det er misbrug af kommunalreformen, siger formanden for LC, Anders Bondo Christensen.
Trods forsikringer fra flere ledende ministre om, at kommunalreformen ikke skal være et spareobjekt, har centralorganisationerne under forhandlingerne oplevet, at arbejdsgiverne har stillet krav om ringere løn- og arbejdsvilkår, end lærerne har haft som følge af de hidtidige aftaler med Amtsrådsforeningen.
Formanden for Formidlerne, der organiserer en del af de ramte lærere, Ulla Maria Mortensen, undrer sig over den strategi, finansminister Thor Pedersen (V) har lagt for forhandlingerne.
- Det undrer mig, at finansministeren ikke vil give de ansatte rimelige vilkår. Hans strategi undergraver fremtidens pleje- og sundhedsområde, mener hun.
Ifølge personaledirektør Lisbeth Lollike har sigtet ikke været at forringe vilkårene for de ansatte. Hun håber, at det vil lykkes at finde en løsning på sagen i det nye år.