Ledige får pligt til at søge bestemte job

Beskæftigelsesministeren præsenterede i går seks initiativer, som skal få flere ledige i job. Blandt andet skal flere ledige have pligt til at søge bestemte job. På den måde vil Claus Hjort Frederiksen sikre, at ledige tager de ledige stillinger, der er.

De øvrige fem initiativer er:

Pligt til at rådighedsvurdere deltidsansatte på supplerende dagpenge
Mere effektiv virksomhedsservice
Øget information om hvor virksomhederne kan hente arbejdskraft
En ny flaskehals task-force
Fremrykning af intensiveret indsats hos a-kasserne
Den særlige indsats kommer, efter at både PostDanmark og distributørerne af de nye morgenaviser har haft svært ved at skaffe medarbejdere.
- Det er da ret grotesk, at vi har 123.000 ledige og vi så ikke er i stand til at besætte 28 job som avisbud, siger Claus Hjort Frederiksen. Han mener, der er behov for en holdningsændring.
- Vi skal ændre holdningen - både hos de ledige og hos AF, kommunerne og a-kasserne. Sandhedens time er kommet. Vi har stort set afskaffet arbejdsløsheden i Danmark. Derfor er der ingen undskyldninger for at sige nej tak til arbejde. Jeg vil ikke acceptere, at der er ledige, der ikke ønsker at arbejde som fx postbud eller avisudbringer. Det er ikke fair over for de mange tusinde mennesker, der hver dag står op og deler post eller aviser ud og betaler skat til den fælles kasse, siger beskæftigelsesministeren.