OK2010: Byggeri i krise vil droppe stigning i løn
Forhandlingerne om overenskomst i byggeriet er skudt i gang. Det skete med ønske fra arbejdsgiverne om at aflyse forhandlingerne.
Topforhandler for byggearbejderne og formand for Byggegruppen i 3F, John Larsen (tv), i alvorlig samtale med Dansk Byggeris direktør Børge Elgaard. (Foto: Harry Nielsen.) Man står over for et valg mellem at reducere omkostningerne eller reducere beskæftigelsen. Og det bedste ville være helt at aflyse festen - fornyelsen af overenskomsten.
Således lød det fra arbejdsgiverne, da parterne i byggeriet mødtes til en gang retorisk slagudveksling. Det skete torsdag som optakt til forhandlingerne om overenskomst.
Glem alt om det, og kom til lommerne, lød det fra lønmodtagerne.
Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri, tegnede et billede af en branche i dyb krise. Der er udsigt til fortsat tilbagegang i indtjening og produktivitet. På den baggrund anbefalede han en nulløsning.
Vi har vist ansvarlighed
Det afviste John Larsen, der er formand for BAT-kartellet og topforhandler for lønmodtagerne:
- Det er ikke første gang, vi har forhandlet overenskomst i nedgangstider med stor ledighed, og vi har været i stand til at finde fornuftige løsninger, sagde han:
- Vi har vist ansvarlighed ved de seneste to overenskomstfornyelser, og lønudviklingen er ikke eksploderet under højkonjunkturen. Dengang blev de fleste penge i arbejdsgivernes lommer. Derfor skal vi naturligvis også have vores del nu.
Bedre redskaber mod plat
Lønmodtagerne gjorde det klart, at et af de helt store ønsker er bedre redskaber til at hindre udenlandske firmaer i plat på det danske aftalesystem.
- Det ønske har vi bemærket, og vi kommer nok ikke uden om en eller anden løsning. Vi har et fælles ansvar på dette område, sagde Børge Elgaard, direktør i Dansk Byggeri.
Han slog fast, at der er grænser for, hvor langt arbejdsgiverne vil gå.
- Selvom kravene måske ikke koster penge, så kan også principper blive for dyre, sagde han.
Begge parter erkendte, at en storkonflikt er en reel risiko.
- Vi har ingen konfliktstrategi i øjeblikket. Vi går efter og tror på en forhandlingsløsning til gavn for vores medlemmer, sagde Peter Hougård, formand for bygningsgruppen i Træ-Industri-Byg.