OK 2010: Krav på vej fra Privat Service

Privat Service, Hotel og Restauration skal forny overenskomster. Der er trængsel på ønskelisten. Og processen er grundig, så de endelige krav er ikke klar endnu.

Siden gruppen blev dannet for tre år siden, har vi ønsket at få så mange som muligt engageret i forhandlingerne. Det synes jeg, er lykkedes denne gang, siger Tina Møller Madsen.Siden gruppen blev dannet for tre år siden, har vi ønsket at få så mange som muligt engageret i forhandlingerne. Det synes jeg, er lykkedes denne gang, siger Tina Møller Madsen.

Kravene til forhandlinger om overenskomst i 2010 fra 3F Privat Service, Hotel og Restauration kommer ikke ud af den blå luft.

Tillidsvalgte, brancheklubmedlemmer og afdelingsfolk har i to døgn givet deres besyv med. På Middelfart Kursuscenter har 160 par kritiske øjne endevendt hver eneste paragraf i overenskomsten og foreslået forbedringer ud fra afdelingernes indsendte forslag.

Inden for privat service skal der forhandles for rengøring, hotel og restauration samt kantiner og søfart.

Skal koges ned til færre krav

De enkelte forhandlingsudvalg har nu en bunke materiale. Og den skal koges ned til færre krav.

- Der er virkelig trængsel på ønskelisten. Heldigvis passer 3F's generelle krav godt til os. Mange ønsker ligger inden for de syv hovedtemaer, som Forbundet har valgt som fællesnævner, siger gruppeformand Tina Møller Madsen.

- Jeg kan naturligvis ikke løfte sløret for, hvad vi vil sige til arbejdsgiverne her i oktober-november, eller hvornår vi skal udveksle krav. Men alle ønsker bedre vilkår for tillidsrepræsentanterne. Og for et par af områderne bliver anciennitet et stort emne. Der er så mange forskellige anciennitets-krav – for barsel, fuld sygeløn, pension og så videre. Det vil vi gerne gøre noget enklere, siger Tina Møller Madsen.

Møde igen i januar

- Højere løn, tillæg, pension, sygeløn, barsel er jo klassikere ved alle forhandlinger om overenskomst. Så de kan godt risikere at komme på banen igen. Uddannelse vil vi også gerne snakke om, for det er i både arbejdsgivernes og vores interesse at få opkvalificeret medarbejderne.

- Siden gruppen blev dannet for tre år siden, har vi ønsket at få så mange som muligt engageret i forhandlingerne. Det synes jeg, er lykkedes denne gang, siger Tina Møller Madsen.

18. januar 2010 mødes deltagerne fra Middelfart igen.

- Så skal de gerne nikke ja til det, forhandlingsudvalgene er nået frem til, siger Tina Møller Madsen.