3F: Godt S sagde fra

3F’s formand er tilfreds med, at Socialdemokraterne sagde nej til regeringens dagpengeforslag. Nu handler det om at lægge pres på Dansk Folkeparti.

3F’s formand er tilfreds med, at Socialdemokraterne sagde nej til regeringens dagpengeforslag. (Arkivfoto.)3F’s formand er tilfreds med, at Socialdemokraterne sagde nej til regeringens dagpengeforslag. (Arkivfoto.)

3F’s formand, Poul Erik Skov Christensen, græder tørre tårer over sammenbruddet i dagpengeforhandlingerne mellem regeringen og Socialdemokraterne.

- Vi havde gerne set Socialdemokraterne få indflydelse, men vi kan jo se af forløbet, at regeringen kun forfulgte sin egen dagsorden. Den ville ikke et forlig, og så er jeg da glad for, at Socialdemokraterne sagde nej til regeringens forringelser. Især når det gælder forslaget om at ændre beregningen af dagpengene, som ville ramme op mod 20.000 af vores medlemmer, siger han.

Fra morgenstunden fredag vil 3F-afdelinger over hele landet være på gaden for at fortælle folk, hvad regeringens forslag går ud på.

- Aktionen har to formål. Vi skal fortælle danskerne, at regeringen har løjet, da den lovede, at der ikke ville ske ændringer i dagpengesystemet på denne side af et valg. Men det handler også om, at lægge pres på Dansk Folkeparti, som nu overtager pladsen ved forhandlingsbordet. Vi ved, at mange af vores medlemmer stemmer på Dansk Folkeparti, siger 3F-formanden.

Han forventer, at alle 3F-afdelinger vil deltage i aktionen, som blev undfanget, da 3F torsdag holdt repræsentantskabsmøde.

- Jeg har ikke hørt om nogen, der ikke gør. Nogle tager ud på arbejdspladser, andre vil være til stede på banegårde og busstationer. Det er flot, at alle afdelinger har taget imod opfordringen med så kort varsel, siger Poul Erik Skov Christensen.