Dagpenge dækker ikke 3F'ernes løn
En typisk 3F'er får kun dækket 60 procent af sin indtægt ved ledighed, viser nye tal. Dagpengeniveauet skal hæves, mener 3F’s forbundsformand.
Beregningerne fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at et medlem af 3F typisk mister omkring 40 procent af sin indkomst, når han eller hun bliver ledig og er nødt til at hæve dagpenge. (Tegning: Bob Katzenelson) Når en højtuddannet mister sit job og ryger på dagpenge, ryger også en betragtelig del af indtægten. Eksempelvis mister en ingeniør typisk 70 procent af sin hidtidige indkomst ved ledighed.
Men nu viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at heller ikke 3F’s medlemmer er dækket af dagpengene. Et typisk medlem af 3F får kun dækket godt 60 procent af sin løn, når han eller hun må gå på dagpenge.
- Det er velkendt, at en højtuddannet akademiker eller ingeniør går kraftigt ned i indtægt ved ledighed. Men det er overraskende, så dårligt vores medlemmer i 3F i dag er dækket af dagpengene, siger 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
Systemet skal være attraktivt
Beregningerne fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at et medlem af 3F typisk mister omkring 40 procent af sin indkomst, når han eller hun bliver ledig og er nødt til at hæve dagpenge.
Tallet dækker over en variation, som afhænger af hvor meget man tjener. For en ud af fire 3F-medlemmer dækker dagpengene under halvdelen af lønnen. I den anden ende af skalaen er der knap 18 procent af medlemmerne, hvor dagpengene dækker mere end 80 procent af deres normale løn.
- Det betyder, at mange af vores medlemmer vil have store problemer med at få økonomien til at hænge sammen, også selv om de kun er ledige i kortere tid. Man er ganske enkelt nødt til at se på kompensationsgraden, hvis dagpengesystemet fortsat skal være attraktivt for lønmodtagerne, pointerer Poul Erik Skov Christensen.
Endnu værre i dag
Ifølge økonom i 3F, Anita Vium, kan situationen for 3F’s medlemmer reelt være værre, end tallene viser.
- Tallene viser formentlig et for rosenrødt billede. For det første er de fra 2005, og siden da er lønningerne fortsat med at stige mere end dagpengene, hvilket har udhulet dagpengenes værdi yderligere. For det andet er lønnen beregnet ud fra medlemmer, der rent faktisk var ledige i en eller flere perioder i 2005. Da der er en tendens til, at man får en lidt lavere løn efter en periode med ledighed, har denne gruppe af 3F-medlemmer en lidt lavere løn end 3F’s medlemmer i gennemsnit. Dermed er dagpengenes dækning for 3F’s medlemmer formentlig ringere, end tallene viser, pointerer hun.
Dagpengene halter bagud
A-kasserne mister medlemmer år for år. I forbindelse med Arbejdsmarkedskommissionens tanker om at ændre dagpengesystemet har LO meldt ud, at man gerne vil diskutere dagpengesystemets reelle problemer - først og fremmest, at tilskyndelsen til at forsikre sig ikke er stor nok.
- 3F’s tal understreger, at dagpengenes niveau er haltet alt for langt bagud i forhold til medlemmernes lønninger, mener Anita Vium.