LO: Pas på med højere pensionsalder

LO advarer mod at hæve efterløns- og pensionsalderen lige meget for alle. Nye undersøgelser viser en klar sammenhæng imellem kort uddannelse og kortere levetid.

Hvis folk skal have lige muligheder som ældre, så kræver det faktisk, at vi behandler dem forskelligt, mener LO.Hvis folk skal have lige muligheder som ældre, så kræver det faktisk, at vi behandler dem forskelligt, mener LO.

Velfærdskommissionen har foreslået en forhøjelse af tilbagetrækningsalderen i takt med, at befolkningen lever længere. LO's cheføkonom, Jan Kæraa Rasmussen, siger, at forslaget vil gå ud over de lavtuddannede.

De ufaglærte kan nemlig se frem til en betydelig lavere restlevetid ved pensionsalderen, og de vil derfor ikke modtage folkepension i nær så lang tid som personer med en videregående uddannelse.

- Problemet forstærkes, hvis man ser på helbredstilstanden. Ikke alene har de lavtuddannede et kortere liv end andre, men de har også flere år i det korte liv, hvor de vil have betydelig funktionsindskrænkning som følge af dårligt helbred. Og derfor er det ikke rimeligt, at man tænker på at skære alle over en kam, og at alle skal trække sig tilbage på samme tid. Det drejer sig om noget så simpelt som livsmuligheder. Nogle har altså behov for at trække sig tilbage tidligere end andre, siger Jan Kæraa Rasmussen til radiomagasinet NyhedsXpressen.

Lighed kræver forskellig behandling

Jan Kæraa Rasmussen synes, at man skal diskutere, hvordan man kan få en fleksibel tilbagetrækningsordning til at fungere.

- Det kan laves på mange forskellige måder. I første omgang er budskabet, at i forbindelse med det næste halve års debat om reformer af efterløn, folkepension osv. må vi huske på, at der er forskellige behov. Hvis folk skal have lige muligheder som ældre, så kræver det faktisk, at vi behandler dem forskelligt, konstaterer Jan Kæraa Rasmussen.

Mænd med en høj uddannelse kan som 60-årige se frem til yderligere 17 år med et godt helbred, mens ufaglærte 60-årige kan se frem til kun 13,3 år med godt helbred, viser nye undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed.