3F-formand: Det bedste resultat i min tid
OK07: Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen kalder mæglingsskitsen, som LO og DA onsdag morgen blev enige om, for "enestående".
- Det er en flot skitse, og den bedste jeg kan huske som formand, siger Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto) Det er en noget træt forbundsformand, som Fagbladet vækker onsdag morgen.
- Det holdt hårdt med det samlede forslag, for vi ville have så mange af overenskomstområderne som muligt bundet sammen. Derfor er resultatet også helt enestående, siger forbundsformand for 3F, Poul Erik Skov Christensen, til Nyhedsbrevet 3F.
Den bedste jeg kan huske
En fornyelse af overenskomsterne for hele 99 procent af områderne er forhandlet på plads, og det har Poul Erik Skov Christensen aldrig oplevet før.
- Det er en flot skitse, og den bedste jeg kan huske som formand. En gennemsnitlig lønstigning på mere end 1000 kroner om måneden på normallønsområdet samt en række ekstra aftaler, såsom højere pension, tre ugers ekstra betalt barsel til fædre samt ekstra feriepenge, er bare nogen af de punkter, som er i skitsen, og det er en flot fremgang, mener Poul Erik Skov Christensen.
Ifølge forbundsformanden har forhandlingerne med arbejdsgiverne til tider været hårde, og det har absolut ikke været en gavebod, når forhandlingerne kom på spidsen. Alligevel er han stolt over resultatet.
- Medlemmerne fortjener de flotte lønforhøjelser og de ekstra rettigheder, og derfor er jeg meget glad for resultatet af forhandlingerne, siger Poul Erik Skov Christensen.
Afstemning sidst i april
Onsdag efter påske - onsdag 11. april - er der ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor man vil tage stilling til skitsen. Herefter bliver forslaget sendt ud til afstemning blandt de 600.000 lønmodtagere og til arbejdsgiverne.
- Jeg håber, at vi får god tid til at informere vores medlemmer om skitsen, så de er godt rustede til afstemningen. Og så forventer vi, at vi er klar med afstemningsresultatet omkring 27. april, siger Poul Erik Skov Christensen til Nyhedsbrevet 3F.