LO og DA enige om mæglingsskitse
OK07: Hovedorganisationerne LO og DA er onsdag morgen blevet enige om en mæglingsskitse. Det endelige mæglingsforslag præsenteres fredag kl. 17.
Mæglingsskitsen var klar lidt i fire onsdag morgen, efter at forligsmand Asbjørn Jensen havde indkaldte LO og DA til nattemøde. (Arkivfoto) Klokken fem onsdag morgen kunne forligsformand Asbjørn Jensen samt hovedorganisationerne LO og Dansk Arbejdsgiverforening endelig præsentere et foreløbigt mæglingsforslag.
Parterne har siden mandag morgen arbejdet på højtryk i Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København, og natten til onsdag blev parterne altså endelig enige om et forslag, som LO's forhandlingsudvalg har godkendt.
Det er lykkedes for LO’s medlemsforbund at forhandle en fornyelse af overenskomsterne på plads for 99 procent af overenskomstområderne, og det er en enestående høj forligsprocent. Og LO's formand Hans Jensen er da også ganske tilfreds med forhandlingernes resultat.
LO-formand: Det bedste forlig i min tid
- Vi har fået et meget flot resultat, som er det suverænt bedste i den tid, jeg har været formand for LO. Det vil medlemmerne få stor glæde af i de næste 3 år, siger Hans Jensen.
Især de nye rettigheder til betalt efteruddannelse og den klækkelige lønforhøjelse, som er forhandlet frem på normallønsområdet, bliver fremhævet af formanden.
- Vi har nu fået ret til to ugers betalt og selvvalgt efteruddannelse om året. Det giver vores medlemmer en rigtig god mulighed for at kvalificere sig til morgendagens job. Og det betyder, at medlemmerne ikke længere skal stå med hatten i hånden hos arbejdsgiverne og bede om lov til at få efteruddannelse. Nu kan de selv bestemme, siger Hans Jensen.
36.000 kroner mere om året til hvert LO-medlem
Desuden kan medlemmerne se frem til 1000 kroner mere om måneden på normallønsområdet, hvilket betyder, at lønstigningen for en gennemsnitlig LO-lønmodtager vil stige med 36.000 kroner over de næste tre år. Det er nu op til de lokale tillidsrepræsentanter at forhandle stigningerne på mindstelønsområdet hjem.
En gennemsnitlig LO-lønmodtager har derudover fået omkring 3000 kroner mere om året i feriepenge. Lærlingene har fået forhøjet deres løn med 3,5 procent, og der er kommet flotte forbedringer for ansatte på skiftehold.
Mere pension og barsel
I forslaget fremgår også en stigning i pensionsindbetalingerne til 12 procent, tre ugers ekstra betalt barsel til fædre og yderligere indbetaling af pension til kvinder på barsel. Og de aftaler er Hans Jensen specielt glad for.
- Nu har vi fået udbygget pensionen yderligere, så vi kan sikre vores medlemmer en tryg alderdom, og vi har samtidig taget endnu et skridt fremad i forhold til at sikre bedre økonomiske vilkår for børnefamilierne. Nu er der samlet mere end et halvt års barsel med løn til mor og far, siger LO-formanden.