3F'ere imod S-forslag om ny efterløn
To ud af tre 3F'ere i Fagbladets Webpanel er direkte imod Socialdemokraternes forslag om at ændre efterlønnen. Forbundsformand forstår godt kritikken.
Over halvdelen af de adspurgte i Fagbladets Webpanel mener, at LO og 3F bør arbejde for at bevare den nuværende efterlønsordning. Kun hver fjerde adspurgt 3F'er i Fagbladets Webpanel støtter Helle Thorning-Schmidts forslag om at hæve efterlønsalderen til 62 og folkepensionsalderen til 67. To ud af tre er imod er mod forslaget, som svækker opbakningen til Socialdemokraterne blandt 3F's medlemmer.
Det viser en rundspørge, som Instant Answer har fortaget til 1.055 3F-medlemmer i Fagbladets Webpanel.
Ikke overraskende mener 63 procent af medlemmerne, at LO og 3F bør kæmpe for at bevare efterlønnen, som den ser ud i dag.
Medlemmer tror ikke på uændret efterløn
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen forstår godt medlemmernes udmelding.
- Ingen skal være i tvivl om, at vi først og fremmest kæmper for at bevare efterlønnen. Men jeg bemærker også, at vores medlemmer ikke er i tvivl om, at der på trods af vores holdning, vil ske ændringer i fremtiden. I den situation føler jeg et stort ansvar for at være til stede i debatten og påvirke den politiske udvikling, så eventuelle ændringer bliver lempelige for 3F's medlemmer, siger Poul Erik Skov Christensen.
Han henviser dermed til, at hele 77 procent af de udspurgte tror, at efterlønnen vil blive ændret inden for de nærmeste tre år.
- I det lys mener jeg fortsat, at Socialdemokraternes efterlønsudspil er det mest interessante, jeg længe har set. For i virkelighedens verden står vi jo mellem de borgerlige regeringspartier på den ene side, der allerhelst ser efterlønnen fuldstændig afskaffet, og en del af oppositionen på den anden side, som ønsker at bevare efterlønnen for de mennesker, den oprindelig var tiltænkt, siger Poul Erik Skov Christensen.
3F's hovedbestyrelse vil diskutere S-udspillet
Han pointerer, at 3F's medlemmer fortsat vil have brug for en mulighed for at kunne trække sig tilbage efter mange års hårdt slid. Det vil de også kunne med S-forslaget, selvom det bliver med to års forsinkelse.
- Men nu vil vi lige se lidt nærmere på de forskellige aspekter i Socialdemokraternes forslag, herunder de ligestillingspolitiske vinkler. På den baggrund vil vores hovedbestyrelse vurdere det samlede udspil, siger forbundsformanden.
Undersøgelsen viser, at 31 procent af de udspurgte vil stemme på Socialdemokraterne, hvis der var valg nu. Selv om det er mere end landsgennemsnittet, er det langt under tilslutningen ved tidligere webundersøgelser.
Ifølge en undersøgelse fra juni i år stemte 46,9 procent på S ved valget i februar. I juni var tallet faldet til 43,6 og er altså i dag nede på 31 procent.
I øvrigt viser rundspørgen, at 3F'erne ikke mener, at en ændret efterløn vil gavne samfundsøkonomien. Kun unge mellem 18-29 år skiller sig her ud med et svag overvægt af medlemmer der mener, at en ændring vil gavne samfundsøkonomien.