Lovpligtig mindsteløn er nødvendig
Juraprofessor fastslår, at en lovpligtig mindsteløn er den eneste mulighed for at skaffe udenlandsk arbejdskraft en ordentlig løn.
Fra maj 2004 - februar 2008 er der givet 32700 arbejdstilladelser til arbejdere fra de nye EU-lande. Dertil kommer et ukendt antal selvstændige og illegale. (Foto: Simon Klein Knudsen) En lovfæstet mindsteløn er den eneste farbare vej til at sikre, at østarbejdere får en ordentlig løn for det arbejde, de udfører i Danmark. Det skriver professor dr. jur. Erik Werlauff fredag i et debatindlæg i Berlingske Tidende.
- Der er intet andet effektivt og EU-holdbart middel til beskyttelse mod udnyttelse af den billige udenlandske arbejdskraft end følgende: En klar og entydig lovregel om en mindsteløn angivet i kroner og øre for det arbejde, der udføres på en dansk arbejdsplads, skriver Erik Werlauf.
Han afviser, at en lovbestemt mindsteløn vil tage brødet ud af munden på fagforeningerne.
- Fagforeningerne har andet at tilbyde end en overenskomstmæssig løn af en bestemt størrelse. Desuden vil det i sig selv være et succeskriterium at tilforhandle sig en overenskomstmæssig løn, der ligger over den lovpligtige mindsteløn, skriver Erik Werlauf.
Juraprofessoren afviser, at en lovpligtig mindsteløn vil ødelægge den danske model, der indebærer en høj organisationsprocent og dygtige fagforeninger.
- Den danske model er god nok, men den kan jo ikke løse det her opståede problem, fordi medlemskab af en fagforening er en frivillig sag, og fordi en udenlandsk overenskomst pr. definition er lige så god som en dansk, skriver Erik Werlauff.