Offentligt ansatte klar til konflikt
OK08: 67 procent af de offentligt ansatte forventer at skulle i konflikt til foråret. Strejkeviljen er størtst hos sygeplejersker og sosu-assistenter, viser undersøgelse i Ugebrevet A4.
En storkonflikt blandt offentligt ansatte til foråret er faretruende nær. Og truslen er reel, mener arbejdsmarkedsforsker. (Foto: Arkiv.) Et stort flertal af de offentligt ansatte forventer en storkonflikt til foråret, skriver Ugebrevet A4. Det er en reel trussel, vurderer en forsker.
En undersøgelse lavet af A4 viser, at 67 procent af de adspurgte offentligt ansatte forventer en storkonflikt.
Mest udtalt er strejkelysten hos sygeplejerskerne og social- og sundhedspersonalet, hvor fire ud af fem tror, at lønkampen ender i konflikt. Og det er en der en reel trussel i, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.
Arbejdsgiverne må lette på låget
- Forbund som FOA, Dansk Sygeplejeråd og hele sundhedskartellet har efter min mening forberedt sig til storkonflikt i lang tid, og de andre forbund vil givetvis blive trukket med. Det betyder, at pædagogerne og skolelærerne kan blive trukket med ind, og staten kan også blive trukket med ind, siger Flemming Ibsen til Newspaq.
Han peger på, at den måde lønsystemet er skruet sammen i Danmark kan blive et problem for de offentligt ansatte, der hungrer efter lønstigninger.
- Det her er en ganske almindelig lønkamp, som bygger på meget høje lønforventninger hos offentligt ansatte, som forventer at få en større lønstigningstakt end de private. Og det i sig selv er et af problemerne, fordi vi har en generel regel i Danmark om, at den offentlige sektor ikke må være lønførende, siger Flemming Ibsen.
Derfor må en af parterne give sig, og det bliver sandsynligvis ikke de ansatte, men arbejdsgiverne, mener han.
- Det kan gøres ved, at offentlige arbejdsgivere letter lidt på låget. Hvis det ikke sker, så har vi konflikten, og måden, den bliver løst på, er, at vi får et politisk indgreb på et eller andet tidspunkt, siger Flemming Ibsen.