Formandskandidat: Jeg vil kæmpe for 3F

Kampen for uddannelse til 3F's medlemmer, kampen mod social dumping og mod urimelige vilkår for ledige, er hjerteblod for Per Christensen, 3F's forbundssekretær, der har meldt sit kandidatur til valget som 3F-formand

Per Christensen meddelte mandag, at han stiller op som formand for 3F. Her fortæller han hvorfor. (Arkiv)Per Christensen meddelte mandag, at han stiller op som formand for 3F. Her fortæller han hvorfor. (Arkiv)

Det var en hurtig, men alligevel velovervejet beslutning, da 3F's forbundssekretær Per Christensen, 56 år, mandag meddelte, at han stiller op som formand for 3F.

- Da Poul Erik desværre har valgt at træde tilbage, vil jeg gerne stille mit mandat til rådighed, fordi jeg har rigtig meget at byde ind med til hele organisationen, siger Per Christensen.

Dermed bliver der alligevel kampvalg om posten som formand på kongressen, der begynder næste weekend, idet transportgruppens formand, Jan Villadsen, også stiller op.

- For mig er det egentlig ikke en kamp om personer. Det er en kamp for 3F, pointerer Per Christensen.

Per Christensen har bred erfaring fra sit arbejdsliv, der startede i Nordjylland på Aalborg Portland. Som juridisk sekretær i SiD igennem ni år havde han ansvar for arbejdsmiljø og socialpolitik. Som forbundssekretær har han blandt andet ansvaret for arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik, og inklusion. Desuden har han siddet i forbundets og LO's arbejdsretlige udvalg, og han har et stort politisk netværk, der omfatter alle Folketingets partier, uanset hans eget socialdemokratiske ståsted.

Vigtige prioriteter

- Min første prioritet er, at 3F'erne skal bide sig fast på arbejdsmarkedet via mere uddannelse. Det gælder både ledige og beskæftigede. I dag kræves der flere og flere kompetencer. Det skal være vores medlemmer, der får de ledige job, der er, siger han.

- Desuden skal vi fortsat arbejde for, at velfærdssamfundet ikke bryder sammen. Her tænker jeg især på social dumping. Vi vil ikke udsættes for unfair konkurrence. Det politiske fokus skal være meget skarpt på det, mener han.

Urimelig hetz

- En tredje kæmpe prioritet for mig er den helt urimelige hetz mod de arbejdsløse. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at 3F's ledige medlemmer udråbes som nogle, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Hver gang, det flyver med påstande, har vi afdækket, at det er uden hold i virkeligheden, siger Per Christensen.

Torsdag skal 3F's hovedbestyrelse stemme om, hvem de anbefaler til formandsposten. I forvejen har et stort flertal af forbundets daglige ledelse peget på Per Christensen.