Undgå tømmermænd efter julefrokosten
Hvad gør du, når tømmermændene efter julefrokosten har det med at blive lige så grusomme, som festen var sjov? Her fem gode råd.
Julefrokosten behøver ikke med dundrende tømmermænd. ((Foto: Colourbox)) Vi kan alle sammen finde ud af at sluge et par hovedpinepiller og spise mad med salt i rigelige mængder. Men hvorfor ikke tage imod et par råd til, hvordan du rent faktisk forebygge broderparten af de onde tømmermænd?
Vi går her ud fra, at du har opgivet at følge det mest oplagte og fornuftige råd: Nemlig at lave være med at drikke dig fuld.
Så hvis du forventer, at drikke for meget, så er her de fem bedste råd fra ernæringsekspert (cand. scient i human ernæring) Per Brændgaard:
Fem gode råd mod tømmermænd.
1. Hold dig til en eller få slags alkohol
- Lad være med at blande øl, vin, snaps og kulørte drinks. Snup en øl og så hold dig til det hele aftenen. Årsagen til at du får flere tømmermænd, når du blander, er, at du drikker mere alkohol i alt. Når smagsvarianterne er flere, får man en tendens til at drikke mere.
2. Drik med lav alkoholprocent
- I praksis vil det sige: Drik øl i stedet for vin, snaps og drinks. Alkoholprocenten er lavere, og kulsyren giver en form for mæthed, som de andre ikke giver.
3. Undgå spiritus med mørke farver
- Whisky, mørk rom og cognac indeholder methanol, træsprit og affaldsprodukter i små mængder. Men det er virkelig noget, der kan give tømmermænd. Hvis du endelig skal drikke dig fuld, så gå efter den lyse farve. F.eks. lys rom, gin eller vodka.
4. Sørg for at skylle efter med vand
- Eller sukkerfri sodavand, der giver dig noget væske. Så undgår du den dehydrering, som er en væsentlig årsag til tømmermænd. Alkohol hæmmer et hormon, som hæmmer udskillelsen af vand via nyrerne i urinen. Sørg også for at spise noget, mens du drikker.
5) Sov godt
- Som regel får man jo sovet mindre eller dårligere i forbindelse med en julefrokost. Meget af oplevelsen af tømmermænd skyldes søvnmangel. Det bedste, men også kedeligste råd, er at gå hjem tidligt. Men hvis man bliver ude til sent og har små børn, så sørg for at få dem passet af bedsteforældre eller andre dagen derpå.
God fest.